Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

”Forbrydelsen” suger briterne ind

Dansk tv med undertekster er ikke opskriften på succes i Storbritannien. Men så kom Sarah Lund.

Af HEIDI PLOUGSGAARD Jyllands-Postens korrespondent

Det er et usandsynligt hit.

Det er de fleste briter enige om.

Det er trods alt tale om en dansk tv-serie med undertekster, som bruger 20 afsnit på at opklare ét eneste mord og har flettet lokalpolitik i København ind som en del af historien.
Alligevel har ”Forbrydelsen” taget briterne med storm.

Halvvejs igennem den danske tv-serie fra 2007 har Sofie Gråbøl som kriminalbetjent Sarah Lund fået så stor en seerskare, at BBC Four - briternes svar på DR 2 - har købt anden del af serien og er begyndt at tage imod forudbestillinger til den første del på dvd.

Som the Guardian rammende skriver i en overskrift: »Den er mørk, langsom i sin fortællestil, den er på dansk - og et nyt stort hit for the BBC.«

»Vi var bekymrede for, at blev seerne ikke fanget med det samme, ville det være svært at hoppe på. Men serien har virkelig ramt plet. Mange har hørt om den via andre og begyndt at følge med. Det er på alle måder en serie i verdensklasse, som tilfældigvis er på dansk og med undertitler,« siger Sue Deeks, chef for programindkøb på BBC og ansvarlig for købet af ”Forbrydelsen”.

Efter Stieg Larsson

Serien har allerede gjort sit indtog andre steder i Europa, men briterne er ikke vant til tv med undertekster.

Derfor er det en ekstra barriere for udenlandske dramaer at slå igennem i Storbritannien, og BBC Four har altid været en ensom, lille fortrop for det marked.

Seriens succes rider delvist på den bølge af interesse for skandinaviske krimier, som Stieg Larsson-bøgerne har skabt. Briterne har allerede fulgt den svenske udgave af ”Wallander”.

Den blev efterfulgt af en britisk genindspilning, som blev vist på hovedkanalen BBC One og set af endnu flere.

”Forbrydelsen” er den tredje større, europæiske krimidrama, der hitter på BBC Four. Den første var den franske serie ”Spiral” fra 2005.

En anden del af ”Forbrydelsens” appel er dens holistiske tilgang til, hvordan mordet påvirker den myrdede piges familie, klasse, Sarah Lund, hendes familie og samfundet i øvrigt.

Rygtet bredte sig

»Det er ikke noget, som du ser særlig tit i en krimi,« siger lektor i skandinavisk litteratur ved University College London, Jakob Stougaard-Nielsen.

»Selvom briterne altid har været gode til en fortællestil, der opbygger karaktererne langsomt, er de ikke vant til noget så kompleks og med så mange sociale relationer. Det er et usandsynligt hit, fordi historien både kræver stor tålmodighed og samtidig er hæmmet af at være på et andet sprog med undertekster,« siger han.

Foreløbig har serien omkring 500.000 seere. Det var flere, end da BBC Four viste første del af den amerikanske hit-serie ”Mad Men”. Mange missede de første afsnit, men er begyndt at samle op på nettet, efter at rygtet om serien har bredt sig. Den seneste uge har det også nået de britiske medier efter BBC's beslutning om at købe anden del.

Svedige hænder

»Vi er halvvejs igennem de 10 uger, som serien bliver sent over, og hver dobbeltepisode efterlader seere med bankende hjerte og svedige hænder. Jeg plejer at ende med at sidde og skrige af tv'et: Mere. Jeg vil have mere,« skriver Ruth Margolis fra tv.com.

»Den kvindelige kriminalbetjent hopper ikke i seng med sin politipartner, der er ikke engang antydningen af seksuel kemi imellem dem, og oven i det lærer vi mere om politik i København. Det er aldeles uimodståeligt,« skriver Gerard Gilbert i the Independent.

Selv Financial Times har bemærket serien:

»Det er sjældent at se et drama, som er så opmærksom på de moralske og amoralske valg, som mennesker konstant bliver stillet overfor og dømt ud fra af deres medmennesker i demokratier,« skriver John Lloyd.

Janice Turner skriver i the Times en kommentar - der egentlig slet ikke handler om ”Forbrydelsen” - at stærke kvinder som Sarah Lund gør ”Forbrydelsen” til en tv-serie, som man ikke kan løsrive sig fra.

»Jeg er blevet besat af en færøsk sweater,« skriver hun.

»Det er min nye heltinde, kriminalbetjent Sarah Lund, som har den på. Uanset om Lund bløder fra et stiksår i armen eller hiver lig ud af mørke kanaler, er sweateren der igen næste dag, men når du har kvalme af kvindelige karakterer i nedringede toppe og høje hæle, uanset hvor malplaceret det så er, er der noget trodsigt, anti-forfængeligt over Lunds evindelige sweater.

Og hvis du ikke er begyndt at følge med i ”Forbrydelsen”, så aflys dine weekendplaner og gå på BBC iPlayer nu.«