Kongens store tale

KONGENS STORE TALE

(The King's Speech)

England, 2010

Instruktion: Tom Hooper

1 time 59 min.

Premiere i dag i biografer landet over

Man skal ikke have haft mange oplevelser af generthed og præstationsangst, før årets store Oscar-vinder går lige i mellemgulvet. Filmens hovedperson er endda både hård stammer og på vej til at blive britisk konge, mens Anden Verdenskrig lurer i horisonten.

Ganske vist fik David Seidler en Oscar for bedste originalmanuskript. Men resultatet ligner nu nok så meget filmet teater, uanset hvor meget der er gjort ud af korrekte historiske 1930'er-kulisser, og hvor mange store skuespillere, der boltrer sig i birollerne i denne begavede og bevægende, men også temmelig gammeldags film.

Imperiets glans

Kernen i det hele er nemlig et kammerspil for to. Den hæmmede, stammende prins Albert af York og hans mildt sagt utraditionelle australske talepædagog Lionel Logue.

Og det er spillet mellem Colin Firth, der fik sin velfortjente Oscar, og Geoffrey Rush, der burde have haft én til, som løfter ”Kongens store tale” ud over blot at være endnu en gang tvetydig engelsk kongerøgelse.

Altså af den slags, hvor benovelsen over imperiets glans og ritualer går hånd i hånd med en understregning af, hvor meget det forkrøbler de mennesker, der er tvunget til at være dets kransekagefigurer.

Konge på afbud

Få er formentlig blevet så mærket af det som prins Albert, eller Bertie, som Logue insisterer på at kalde ham. Både hans bryske far, kong George V, og hans arrogante storebror har mobbet den svagelige dreng sønder og sammen, så han er ude af stand til at tale offentligt, endsige live i det nye radiomedie. Men da storebroderen efter kort tid som kong Edward VIII abdicerer på grund af sit forhold til den fraskilte amerikaner Wallis Simpson, må Bertie overtage det vaklende imperium som kong George VI.

Og som historien fortælles her, er det kun på grund af Logues psykologiske fornemmelse og stædighed, at Bertie finder sin stemme, og nationen kan gå i krig med rank ryg.

Konkurrenten Hitler

Der spares hverken på patos, sentimentalitet, lommepsykologi og oversymbolske Shakespeare-referencer. Men tilsammen får Firth, Rush og instruktøren Tom Hooper alligevel historien udviklet til dels at være meget vittig, dels i et bredere perspektiv at skildre, hvordan man kan få stedt sine dæmoner til hvile.

Det gør ind imellem nærmest fysisk ondt at se Colin Firths fremstilling af en flink og sympatisk mand, der kun undtagelsesvis kan få stemmen til at gøre, som han vil.

Forståeligt nok er han efterhånden tæt på at bryde sammen ved tanken om det ansvar, der er ved at tilfalde ham - og det bliver ikke bedre ved konstateringen af, at fjenden Hitler er folketaler af en helt anden kaliber.

Colin Firth er blevet stjerne på at spille hæmmede englændere og kunne lige så vel have fået sin Oscar i fjor for ”A Single Man”, men aldrig har hæmningerne været så invaliderende og fremstillingen af dem så hjerteskærende som her. For Bertie er den stive overlæbe ikke bare en livsform, den er et fangegitter.

Han spiller så mesterligt - og en smule demonstrativt - at det næsten overskygger, hvor suveræn Geoffrey Rush også er.

Helt parallelt med den arme tronarving skal den selvlærte talepædagog fra kolonierne bruge al sit vid og al sin snilde over for en engelsk overklasse, der ikke regner hans slags for noget som helst.

Også med publikum på

Dermed handler det ikke kun om, hvordan en person må tage en unik historisk rolle på sig. Sådan som det kunne ses for et par år siden i Stephen Frears' åndsbeslægtede ”The Queen” om Berties ældste datter, den nuværende britiske dronning. Hvad der får mæle i ”Kongens store tale”, er nok så meget en ligeså menneskelig som kongelig fortælling om at overvinde de begrænsninger, som andre har indespærret én i.

Modsat Berties storebror, der benytter kærligheden som undskyldning for at slippe for sit ansvar, når Bertie frem til at turde være sig selv bekendt, også når der er publikum på.