Over én million så "Armadillo"
Filmen "Armadillo" sætter igen den danske deltagelse i krigen i Afghanistan på dagsordenen.
Den prisbelønnede dokumentarfilm "Armadillo" samlede i går aftes 1.075.000 tv-seere, da den blev vist på TV 2.
Filmen følger fire soldater under en udsendelse til Afghanistan og blev vist i en forkortet version som del af en temaudsendelse om det danske engagement i Afghanistan.
Efter filmen var der debat med flere politikere - en debat, der blev fulgt af 774.000 seere.
Fokus for krigen
Janus Metzs krigsdokumentar havde premiere i de danske biografer i maj sidste år.
Den var genstand for en del debat på grund af en scene, hvor flere danske soldater er i kamp mod taliban. Forsvarets Auditørkorps afviste efterfølgende, at de danske soldater handlede forkert.
"Armadillo", der indbragte Janus Metz en kritikerpris ved sidste års Cannes Festival, er indtil videre blevet set af 118.00 i de danske biografer.
Søndag kl. 22.45 viser TV 2 den fulde version af filmen.