Ny lov sikrer verdens dyreste film
New Zealand ændrer lovgivning: "Hobbitten" ser nu ud til at have overvundet alle hindringer.
Efter forsinkelser og mange måneders usikkerhed fik Tolkien-fans for nyligt at vide, at de godt kunne begynde at glæde sig til Peter Jacksons "Hobbitten"-film, som er baseret på J.R.R. Tolkiens bog.
Så blev der sået tvivl igen - på grund af stridigheder med New Zealands fagforeninger.
Og Warner Brothers truede med at flytte optagelserne til de to "Hobbitten"-film til et land med bedre forhold.
Aftale mellem NZ og Warner
Men nu har den New Zealandske regering ifølge nyhedsbureauet Reuters indgået en aftale med Warner Brothers.
"Jeg er glad for vores aftale. Optagelsen af filmen her i landet vil ikke blot sikre tusindvis af job, men det vil også gøre det muligt for os at følge opfølgeren til "Ringenes Herre"," siger den New Zealands premierminister John Key.
Aftalen indebærer, at den landets regering støtter projektet økonomisk med mere end 134 millioner kr.
Ændrer loven for "Hobbitten"
Økonomer havde dog også beregnet, at New Zealand kunne tabe op til 8 mia. kr., hvis optagelserne rykkede til andre himmelstrøg.
Torsdag vil regeringen ifølge Reuters ændre den lokale arbejdslovgivning, så der ikke bliver problemer med filmoptagelserne.
"Vi vil sørge for, at New Zealands lovgivning giver filmproducenter som Warner Brothers den tillid, de har brug for til at producere deres film her i landet," siger premierministeren.
Han tilføjer, at Warner Brothers også har indvilliget i en marketingsaftale, der vil promovere New Zealand, som turistattraktion og et sted man kan lave film.
Den dyreste film nogensinde
"Hobbitten" forventes at blive den dyreste film, der nogensinde er blevet produceret.
Det er anslået, at filmen, som skal optages i 3D, kommer til at koste omkring 2,6 milliarder kr.
Peter Jackson er ledende producer på de nye film, mens det endnu ikke er fastlagt, hvem der skal instruere efter at Guillermo Del Toro stod af projektet.
Instruerer han selv?
Et kvalificeret bud har dog længe været, at Peter Jackson selv instruerer ligesom tilfældet var med "Ringenes Herre"-trilogien.
"Ringenes Herre" blev en gigantisk økonomisk succes og har indspillet omkring 15 milliarder kroner.
Bogen "Hobbitten" blev udgivet i 1937 og er forløber til "Ringenes Herre"-trilogien.
LÆS OGSÅ: "Hobbitten" - verdens dyreste film