Nye sider af et skrøbeligt sex-symbol

Der findes blondiner.

Og så findes der Marilyn Monroe.

Den ikoniske skuespillerinde, der med sin svage - nærmest hviskende - stemme sang, at hun bare ville elskes, bliver ved med at fascinere og tryllebinde.

Også selv om det i år er 48 år siden, hun blev fundet i sit Hollywood-hjem i Brentwood, efter hun angiveligt havde taget en overdosis sovemedicin.

Hendes korte og på mange måder tragiske liv er allerede blevet endevendt og kortlagt i utallige biografier, lange baggrundsartikler og tv-film.

SE VIDEO: Monroe synger "Diamonds Are Girls Best Friend"

Men nu kan en række glemte breve, digte, opskrifter og dagbogssider for første gang afsløre en ny og mere intim side af den uddødelige blondine, der kun blev 36 år.

Kampen mod blondine-imaget

Det er Anna Mizrahi Strasberg, enken til Marilyn Monroes forhenværende skuespillerlærer, Lee Strasberg, der har fundet de unikke dokumenter i et par hengemte kasser.

Inden Marilyn Monroe døde, valgte hun at testamentere sine personlige ejendele til sin skuespillerlærer, som var en af de eneste, hun fik opbygget et fortroligt tillidsforhold til.

Nu har Anna Mizrahi Strasberg sagt god for, at de ukendte tanker fra skuespillerinden for første gang kan blive udgivet i bogform.

Bogen, der på amerikansk hedder "Fragments: Poems, Intimate Notes, Letters", er netop udkommet, og det amerikanske månedsmagasin Vanity Fair har offentliggjort et uddrag fra bogen.

Bogen er samtidig udkommet på dansk med titlen "Fragmenter: Digte, personlige breve, notater".

Den viser blandt andet en langt mere svag og sårbar Marilyn Monroe, end man tidligere har kendt til.

En skrøbelig kvinde, som bag den røde læbestift og de tunge øjenvipper kæmpede for at slippe af med sit image som IQ-fattig brystbombe.

Men også en eftertænksom person, som ofte frygtede at skuffe andre - ikke mindst sin mentor, Lee Strasberg, og sin verdensberømte dramatikermand, Arthur Miller.

Hun ville anerkendes

De mange håndskrevne tanker stammer fra tiden før og efter 1955, hvor den dengang 29-årige skuespiller begyndte at tage skuespilslektioner i New York.

Selv om Marylin Monroe på det tidspunkt var en blockbuster-darling, der rundt om i byen kunne se sig selv på meterhøje filmplakater, valgte hun at søge ind på Lee Strasbergs skuespillerskole.

Hun ville anerkendes, og Lee Strasberg var dengang enhver seriøs skuespillerspirers godfather.

Han var ikke i tvivl om, at den amerikanske darling havde reelt talent. Men for at hun kunne blive en ægte, udøvende kunstner, opfordrede han hende til at tage kontakt til en psykolog, som kunne vriste nogle af barndommens traumer løs fra underbevidstheden.

“Alene!!!!!! Jeg er alene”

Det var i forbindelse med disse konsultationer, at Marilyn Monroe ifølge Vanity Fair for alvor begyndte at kradse sine tanker ned i de utallige notesbøger, kladdehæfter og notespapirer, der nu bliver offentliggjort.

Og siderne afslører, at hun var en impulsiv kvinde, der ofte skrev uden at have noget overordnet formål. En del af siderne er fyldt med indskudte sætninger, små cirkler, der fremhæver bestemte gloser, og en masse pile, der henviser tilbage til ord længere oppe på siderne.

Derudover veksler hun mellem at skrive med en stilsikker skråskrift og en mere almindelig, nærmest børnelignende skrift.

I en af de første notesbøger bruger hun en hel side til med nydelig skråskrift at beskrive sin sindstilstand: “Alene!!!!!!! Jeg er alene. Jeg er altid alene ligegyldigt hvad”.

Seksuelt overgreb og utroskab

De private tanker kredser hovedsageligt om hendes hårde barndom, hendes forhold til de mange mænd, hun nåede at være sammen med, og den nagende frygt for at skuffe dem, hun så op til.

I et fem et halvt-sider langt brev beskriver hun blandt andet, hvordan hun blev ramt af en “følelsesløs smerte”, da hun fandt ud af at hendes første mand, James Dougherty, egentlig hellere ville have en anden.

Hun var kun 16 år, da de blev gift, og ifølge en af hendes dagbøger fra 1955 var hun stadigvæk forelsket i ham.

Hun var tidligere blevet udsat for et seksuelt overgreb, og derfor havde hun svært ved at knytte sig til mænd. Men James Dougherty var en af de eneste, hun ikke blev “frastødt seksuelt” af.

I sikkerhed på scenen

Derudover beskriver hun på en anden noteside, hvordan hun i sin barndom både blev ydmyget og straffet af sin strenge og dybt religiøse grandtante, Ida Martin. Hun tog sig af hende fra 1937 til 1938, hvor hendes skizofrene mor, Grace Goddard, var indlagt på en psykiatrisk klinik.

I et digt skriver Marilyn Monroe, at hun er sikker på, at scenen er det eneste sted, hvor hun kan finde tryghed. Her vil hun hverken blive “straffet”, “pisket”, “truet” eller sendt afsted til helvede “for at brænde op sammen med dårlige mennesker”.

Kludedukke med fint savsmuld

Om der er en direkte sammenhæng mellem episoden med grandtanten og digtet, kan man ikke sige. Men et grundlæggende tema i de mange noter er, at Marilyn Monroe er dybt nervøs for, at hun ikke kan leve op til folks forventninger til hende.

I april 1955 noterede hun på en notesblok fra Waldorf-Astoria-hotellet, at hun havde haft et mareridt, hvor hendes skuespillermentor Lee Strasberg sammen med psykologen, doktor Hohenberg, var i gang med at operere hende.

Ifølge Marilyn Monroe var det mest skræmmende øjeblik der, hvor de åbnede hende og opdagede, at der ikke var noget derinde.

Hun var en “kludedukke” fyldt med fint savsmuld Ifølge notatet blev Lee Strasberg “dybt skuffet” over opdagelsen.

Men han blev som akademiker også overrasket over, at han kunne have taget så stor fejl. For han havde jo troet på den smukke Hollywood-stjerne.

Ville beskytte sin anden mand

En anden mand, som hun var nervøs for at skuffe, var hendes anden ægtemand, dramatikeren og forfatteren Arthur Miller.

Da de blev gift i 1956, havde han allerede etableret sig selv som en sværvægter på den litterære scene, og både “En sælgers død” og “Heksejagt” havde triumferet på alverdens teaterscener.

Ifølge Vanity Fair besad han de kvaliteter, som hun selv hungrede efter. Han var dybt seriøs og havde opnået store intellektuelle og kunstneriske succeser.

Marilyn Monroe elskede ham inderligt, og ifølge et digt, som hun skrev, mens hun boede i New York, ønskede hun kun at “beskytte” ham. Han var den eneste person, som hun stolede på.

Arthur MIller var skuffet

Derfor krakellerede hendes verden, da hun under et ophold i England tilfældigvis fandt Arthur Millers dagbog. Her skrev han, at han var “skuffet” over hende og at han ofte var flov over hende, når de var sammen med hans venner.

Marilyn Monroe fik derved bekræftet det, hun altid havde vidst - at “man aldrig rigtig kan komme til at elske en anden”.

Hun blev nødt til at flyve tilbage til sin psykolog, doktor Hohenberg, i New York, og en aften, efter Arthur Miller var gået i seng, beskrev hun i sin dagbog de “monstre”, der igen var begyndt at dukke op fra mørket.

Hun betegnede dem som sine “mest standhaftige følgesvenner”, og hun havde brug for dem, inden hun faldt i søvn.

“Oh fred. Jeg har brug for dig - selv hvis det er et fredfyldt monster”.

Truet med spændetrøjen

Resten af brevene handler om tiden op til hendes død i 1962.

SE VIDEO: Marilyn Monroes begravelse

Heriblandt de første måneder af 1961, hvor hun blev indlagt på Payne Whitneys Psychiatric Clinic i Los Angeles. Hun var udbrændt og led af søvnløshed, men lægerne var overbeviste om, at hun var psykotisk.

Jo mere hun bankede på metaldørerne, des mere truede de hende med at putte hende i en spændetrøje. I et seks siders langt brev til sin læge skriver Marilyn Monroe, at hun følte, at hun var blevet placeret “i et eller andet fængsel for en forbrydelse”, hun ikke havde begået.

“En meget, meget syg pige”

Hun fortæller i en af noterne, hvordan hun havde smadret en af stolene i sin celle mod et vindue for at få nogle glasskår. Hun satte sig på sin seng, hvor hun ventede på, at lægerne skulle komme ind.

“Hvis I vil behandle mig som en tosse, så vil jeg også opføre mig som en tosse,” sagde hun ifølge noten og truede samtidig lægerne med at skære i sig selv, hvis ikke de behandlede hende ordentligt.

Den ansvarshavende læge sagde efterfølgende til hende, at hun var en “meget, meget syg pige” der havde været “meget, meget syg i mange år”.

Var hun i bedring?

Selv om de personlige breve afslører en masse nye sider af Marilyn Monroe, så står der intet om, hvad der i virkeligheden førte til hendes død.

Der er en del tanker, som bekræfter påstanden om, at hun tog sit eget liv.

“Jeg ville ønske, jeg vidste, hvorfor jeg er så forpint. Jeg tror, at jeg måske bare er sindssyg, ligesom de andre i min familie var,” skriver hun.

På den anden side viser en del af de sidste noter, at hun så småt var begyndt at få det bedre og at hun prøvede at lægge planer for fremtiden.

Konspirationsteorierne lever

De, der tror, at hun blev myrdet af den amerikanske regering, fordi hun havde et hemmeligt forhold til den daværende præsident, John F. Kennedy, kan også få fornyet næring.

SE VIDEO: Monroe synger fødselsdagssang for John Kennedy

John F. Kennedys svoger, skuespilleren Peter Lawford, var den sidste person, hun talte med, inden hun blev fundet død i sin seng. I et notat fra omkring 1956 skrev hun, at hun var bange for, at han måske ville “skade” eller lige frem “forgifte” hende.

Om sagens rette sammenhæng nogensinde bliver afsløret, kan man kun gisne om.

Ellers kan man vente på, at der måske dukker nye breve op fra gemmerne.

________________

Du kan købe Bernard Comments og Stanley Buchtals "Fragments: Poems, Intimate Notes, Letters" via blandt andet amazon.com

På dansk har bogen titlen "Fragmenter - digte, personlige breve, notater. Den kan blandt andet købes via g.dk