Stor nordisk filmpris til von Trier
Lars von Trier har med filmen "Antichrist" skabt Nordens bedste film i år. Det mener Nordisk Råd, som har tildelt ham årets filmpris.
Det oplyser DR Nyheder.
"Jeg er selvfølgelig meget glad og synes da det er fantastisk", siger Lars von Trier til DR Nyheder.
Han havde dog ikke forestillet sig, at det netop skulle være for - den til tider meget udskældte - Antichrist - at han skulle modtage prisen.
Og med vanlig Trier-ironi får han med ét fjernet Cannes selviscenesættelsen, hvor han foran verdenspressen fremstod som en arrogant blærerøv, da han sagde, at han er verdens bedste instruktør. Det tog overskifter og stjal sendeminutter.
Modsat vej
Denne oktober dag , hvor filmprisen fra Nordisk Råd er hjemme går han den modsatte vej:
"De andre film må eddermame have været dårlige, hvis min film er den bedste i Norden i år", siger den danske filminstruktør grinende, men tilføjer mere seriøst:
"Faktisk er jeg meget glad for, at det netop er en Nordisk pris. Jeg føler mig meget tæt knyttet især til Norge og Sverige, hvor jeg har hentet megen inspiration hos Henrik Ibsen, Edward Munch og August Strindberg og inden for filmen er svenskerne Ingmar Bergman og Bo Widerberg klart på min top ti."
Lars von Trier forklarer, hvordan især 1800-tallets nordiske kunstnere har været en slags vidensbank for ham, men han betvivler i øvrigt det specielt nordiske ved Ibsen, og Strindberg eftersom begge dramatikere stadig spilles på alverdens teaterscener.
Nogle gode drenge
"De er nogle gode drenge", som Lars von Trier udtrykker det.
"Jeg føler mig tæt knyttet til dem og til det nordiske, men samtidig, så synes jeg også, at det er noget pis med sådan nogle små foreninger. Det er sådan lidt selv-godt. Og nationaliteter er da virkelig den onde selv.
Det viser alle verdens konflikter jo også. Det er selvfølgelig meget godt, at fem lande slår sig sammen. Men hvis alle var svenskere og nordmænd, så ville det ikke være sjovt. Men vi er jo én verden og sådan skal det også være. Det er jo først rigtigt sjovt, når vi blander hele verden sammen", siger prisvinder Lars von Trier.
350.000 kroner
Med prisen følger 350.000 kroner.
"Jeg blev engang spurgt, hvad jeg synes om filmpriser. Jeg svarede at filmpriser da var skønne, hvis der fulgte kontanter med og det gør der jo her. Og penge er jo en god ting. De kan få enhver rebel til at kaste sig ned på gulvet, falde om på ryggen og sprælle som en fisk", siger Trier.
Prisen uddeles ved Nordisk Råds møde i Stockholm den 27. Oktober.