Da julekalenderen gik i sort

B&U kunne få for mange seere

Ifølge Poul Nesgaard, så betød seertal ikke så meget dengang, da monopolet eksisterede, og dengang var indstillingen en helt anden.

”Egentligt syntes vi dengang, at børnene skulle lave noget andet, end at se fjernsyn, og vi havde flere seriøse samtaler om, at vi havde for mange seere. Derfor skulle der lægges noget hjerteblod i det, hvis børnene endeligt skulle se med,” siger han.

Om Poul Nesgard er tilfreds med hulekalenderen, det er ifølge instruktøren en lang historie, men forholdene in mente, så var den vellykket.

De var på røven i et hul

”Der skulle være en troværdighed i serien, så vi fandt på den idé, at vi var faldet i et hul i jorden, for det var den virkelighed, som vi befandt os i. Vi havde sagt ja til noget, hvor vi i virkeligheden var på røven,” fortæller den tidligere huleudforsker.

Julekalenderen var det, som den gav sig ud for at være og intet andet.

”Der var en overensstemmelse med den ramme, som historien havde, og den virkelighed, som vi befandt os i, og derfor synes jeg, at det blev en succes. Det, at kikse en julekalender på 24 afsnit, er jo en karrieres største trussel. Det var vi de eneste, der turde og de eneste, som sagde ja til,” siger Poul Nesgaard.

Hyldet eller nedrakket?

I dag bliver julekalenderen enten hyldet som et originalt og alternativt bud på en julekalendere som den ”Jul i den gamle by”, der blev sendt året før der eller husket for det hak i tuden, som hulekalenderen fik.

Til det sidste, siger Poul Nesgaard:

”Hver gang der er noget om den julekalender, så kan man mærke på tonen i artiklen, om den bliver hyldet som original, eller om der kommer endnu en nedrakning. Det synes jeg er lidt sjovt. Den har i hvertfald sat nogle ufejlbarlige spor”.