*

Kultur

Luftforurening årsag til sorte pletter på vigtig kulturarv

Det vil koste 65 millioner kroner at fremtidssikre Kobberstiksamlingen på Statens Museums for Kunst.

Efter to års undersøgelser har forskere ved Statens Museum for Kunst nu fundet årsagen til, at hundredvis af værker fra museets Kobberstiksamling er ramt af brune og sorte plamager. Det skriver Politiken.

Kobberstiksamlingen, som består af tegninger, akvareller, raderinger, træsnit, litografier, fotografier og andre former for kunst på papir, er en enestående del af dansk kulturarv.

Museet håber ifølge Politiken nu på at kunne realisere en akut redningsaktion til 5,7 millioner kroner. En fremtidssikring af hele samlingen vil dog koste op imod 65 millioner kroner.

Skaderne stammer fra luftforurening fra to kilder på museet.

Dels føres svovlholdig gas fra museumsgæsterne i en velbesøgt udstillingssal i stueetagen via et klimaanlæg ned til et kældermagasin med de skrøbelige danske tegninger.

Dels udskiller gamle æsker og kartoner, som skulle beskytte tegningerne, kunstskadelig svovldioxid.

- Det er skræmmende, at tegninger, der har ligget i fred med sig selv i 500 år, lige pludselig begynder at ændre sig så hurtigt, siger museets direktør Mikkel Bogh til Politiken.

- Der er tale om en pludselig nedbrydningsproces, som gør, at tegninger, du troede, du kendte, nærmest ikke kan aflæses mere.

En akut redningsaktion vil indebære, at æsker med 17.500 tegninger flyttes fra den øvrige Kobberstiksamling og isoleres i et magasin med renset luft.

Herefter skal konservatorer udskifte tegningernes æsker og kartoner. Det vil tage cirka fire år.

- Det kræver fondsmidler, som vi skal i gang med at søge, siger Mikkel Bogh.

Det er urealistisk at kunne bruge 65 millioner kroner på at fremtidssikre hele samlingen, når museets bevilling for 2017 er på i alt 77 millioner kroner, siger Mikkel Bogh.

Samtidig er 65 millioner kroner en stor mundfuld for de fleste fonde. Derfor er museet formentligt nødt til at bryde det ned til mindre delprojekter.

Kulturminister Mette Bock (LA) kunne ikke kommentere sagen.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her