*

Kultur

Verdensballetten giver særoptræden for syge børn

Hvis publikum ikke kan komme til Verdensballetten, så kommer Verdensballetten til dem. Det sker lørdag ved en særforestilling ved Arhus Universitetshospital.

Iana Salenko og Steven McRae optræder med en smagsprøve fra ”Don Quixote” ved Verdensballetten. Lørdag besøger de for første gang Tryg Fondens Familiehus i Skejby. Foto: Andre Uspenski

Det var op til Jyllands-Postens læsere at afgøre, hvor Verdensballetten skulle afholde sin velgørenhedsforestilling denne lørdag. 351 forslag blev modtaget, og flertallet pegede på Tryg Fondens Familiehus overfor Aarhus Universitetshospital.

Opbakningen fra både familiehuset, de familier, der bor der, og fra Aarhus Universitetshospital har været overvældende, siger arrangøren af Verdensballetten, Jens-Christian Wandt.

»Det er mennesker, der står i en særlig situation; som er fyldt med den, og som kun kan tænke på den. Jeg tror, at de kan finde glæde i, at nogen tager hånd om dem og siger: ”Kom og sæt dig her” og giver dem et frirum i en time. Der kan kunst meget. Om det er en ballet, en bog eller en koncert, så kan det få tankerne hen på noget andet.«

Jens-Christian Wandt er i flere år blevet spurgt, om det var muligt at arrangere en velgørenhedsforestilling med Verdensballetten, men af praktiske årsager har det ladet vente på sig. Lige indtil i år, hvor 10-års jubilæet markeres med en ekstra forestilling for dem, der gerne vil opleve balletstjernerne og den klassiske musik, men som ikke har mulighed for selv at tage af sted.

»På familiehuset kan hele familien være sammen og have en hverdag, selvom man har et sygt barn. Der sker noget, når et barn er sygt. Det kan gå ud over andre børn i familien, som måske ikke oplever det samme fokus længere.«

Fakta

Ballet for indlagte børn

  • I juni satte Jyllands-Posten, der er mangeårig mediepartner med Verdensballetten, gang i en konkurrence blandt avisens læsere. Læserne måtte afgøre, hvor Verdensballettens velgørenhedsforestilling skulle foregå.
  • Der kom 351 henvendelser, og de fleste ønskede en forestilling til Tryg Fondens Familiehus ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.
  • Familiehuset er et tilbud for familier med langtidsindlagte børn. Mange af børnene er i behandling for kræft, men ved at have familien tæt på, kan det give ro i dagligdagen.
  • Forestillingen er lørdag l. 15 ved Tryg Fondens Familiehus ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Den forestilling, han har planlagt til familiehuset, er tilrettet børn. Forestillingen er skåret ned til en time, og de enkelte indslag er også lidt kortere end normalt. Hans egne præsentationer sker derudover i øjenhøjde med børnene.

Håndplukkede artister

Det ligger i Verdensballettens DNA, at forestillingerne skal foregå andre steder end i et blødt, rødt veloursæde. Blandt publikum har interessen for at rykke ud af teatret været stor.

I 2008 lykkedes det Jens-Christian Wandt at hente et udvalg af de bedste balletdansere til en sommerforestilling ved Den tilsandede kirke i Skagen. Siden dengang har Verdensballetten hvert år besøgt Den tilsandede kirke samt flere andre naturskønne steder i landet.

Holdet af balletdansere varierer, men det er ikke tilfældigt, hvem der er med. Steven McRae, der selv er en fast del af holdet, er solodanser på Royal Albert Hall i London, og han udvælger de bedste dansere til de vigtigste danse lige nu. Ud fra det program udvælger Jens-Christian Wandt musikerne og de øvrige indslag. Den 50-årige operasanger optræder også selv med et par numre.

Jeg skævede til dem, før forestillingen begyndte. Og jeg kunne se, at de nok mere havde sat næsen op efter Sussi og Leo. Men det var fra disse mænd, at vi fik de største tårer og de fleste komplimenter.
Jens-Christian Wandt, arrangør, Verdensballetten

»Jeg elsker de der to minutter før forestillingen, hvor alle samles bag tæppet. Da jeg er arrangør, kan jeg godt ende med at sidde ved skrivebordet eller stå blandt publikum indtil fem minutter før. Men når der er to minutter, til tæppet går fra, står jeg sammen med holdet. Og vi fortæller hinanden, at nu giver vi folk en unik oplevelse. Det er helt specielt.«

Sætter tankerne i gang

Når ballet skifter omgivelser fra et teater til en park eller til klitterne i Skagen, skiftes der som regel også lidt ud i klientellet, siger Jens-Christian Wandt. Det bliver mere tilgængeligt, hvilket var en anden mission med Verdensballetten.

Han fortæller om en forestilling i Skagen for et par år siden, hvor byens fiskere havde købt 20 billetter. Eller, det havde deres koner, som inviterede mændene med.

»Jeg skævede til dem, før forestillingen begyndte. Og jeg kunne se, at de nok mere havde sat næsen op efter Sussi og Leo. Men det var fra disse mænd, at vi fik de største tårer og de fleste komplimenter. Året efter købte fiskerne billetter til Det Kongelige Teater i København sammen med deres koner.«

Og det er det, god kunst kan, mener Jens-Christian Wandt:

»Det går ind og overrasker. God kunst kan sætte nogle tanker i gang. Selvom en ballet umiddelbart ligner en klassisk dans i et strutskørt, så bliver publikum en del af en rigtig god historie.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her