*

Kultur

Symfoniorkestre: Vi får ikke flere penge, men vi får lov at beholde dem, vi havde i forvejen

Musikchef ved Aarhus Symfoniorkester tager hatten af for at kulturminister Mette Bock(LA) tør prioritere besparelser, men både i Aarhus og Aalborg pointerer man, at der ikke er tale om ekstra midler.

Torsdag eftermiddag blev det meldt ud til de fem landsdelsorkestre, at der over de næste fire år vil komme ekstra millioner til symfonierne vest for Storebælt, mens pengene vil blive taget fra det sjællandske symfoniorkester Copenhagen Phil.

Orkestrene mod vest vil modtage 2 millioner kroner fra 2018, og det vil stige til 7,8 millioner kroner frem mod 2021. Midlerne skal sikre en stabil økonomi og udvikling hos de trængte orkestre, forklarer kulturminister Mette Bock(LA) fredag i Jyllands-Posten:

»Det er som altid svært, fordi der er nogle, der bliver glade og nogle, der bliver mindre glade, men vi skal turde tage de der diskussioner. Det er stabiliteten, der er afgørende, men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage, fordi nu skal vi bruge den ro, der er på økonomien til at tale om udviklingen,« siger hun.

Men det er vigtigt at huske på, at der ret beset ikke er ekstra penge til de fire landsdelsorkestre i Odense, Aarhus, Sønderjylland og Aalborg, siger musikchef ved Aarhus Symfoniorkester, Kristian Rahbek Knudsen.

På finansloven har man vedtaget, at alle kulturinstitutioner skal spare to procent om året på statslige midler, og den besparelse , som nu kun skal findes ved "Copenhagen Phil".

»Det her er en omprioritering, som kulturministeren har foretaget, hvor man siger, at den besparelse kommer alene til at ligge hos Copenhagen Phil, og det vil sige, at de andre landsdelsorkestre rundt omkring i Danmark får tilbageført de midler, som de ellers skal effektivisere for i besparelsen,« siger han.

Det samme lyder fra Jan Kvistborg, musikchef ved Aalborg Symfoniorkester.

»Som vi siger heroppe ved fjorden – vi får ikke flere penge, vi får lov at beholde dem vi havde i forvejen. Det er det, øvelsen er gået ud på,« siger han.

I Aalborg betyder omprioriteringen, at man ikke længere skal finde en besparelse på 1,2 millioner kroner i 2020, og det giver ro på de indre linjer.

»Det giver da noget ro i budgettet. Det enorme pres, vi var under, det er taget af skuldrene. Det kan godt mærkes,« siger Jan Kvistborg.

I forhold til den udvikling, som kulturministeren ønsker som resultat af omprioriteringen, er det noget, der allerede er i gang både i Aalborg og Aarhus.

»Det var noget af det første jeg gjorde, da jeg tiltrådte i august sidste år, og det er vi i fuld gang med. Vi lægger meget stor vægt på at skaffe alternative indtægtskilder til orkesteret. Vi har gang i et stort initiativ omkring fundraising i orkesteret,« siger Kristian Rahbek Knudsen.

Med de ekstra millioner bliver det muligt at bruge de alternative indtægtskilder til udvikling af samarbejder, talentudvikling osv.

Musikchefen i Aarhus er dog ærgerlig over, at der ikke er politisk interesse for at give flere statslige støttemidler til landsdelsorkestrene i stedet for en omprioritering af besparelser.

»Rent faktisk i det store hele drejer sig om nogle meget, meget små beløb, der skal til for at gøre en utrolig stor forskel,« siger han.

Han sætter dog pris på, at kulturministeren i modsætning til tidligere nedskæringer, har turdet at prioritere.

»Man må tage hatten af for, at vi har kulturminister,  der tør at gå ind og lave en prioritering i stedet for - som det ellers har været tilfældet - at lave grønthøsterbesparelser udover alle,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her