*

Kultur

Arrangør om imamprædiken i Aarhus Domkirke: »Kritikken rammer forbi«

Heftig kritik har ramt arrangement i Aarhus Domkirke, hvor kvindelig imam skal prædike.

Eventet "Befri Gudstjenesten" er en del af kulturhovedstadsprogrammet, hvor den traditionelle gudstjeneste bliver gentænkt. Her ses et foto fra en af forestillingens prøver. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Fredag aften er der forpremiere på arrangementet "Befri Gudstjenesten" i Aarhus Domkirke. Men allerede inden, det udsolgte arrangement for første gang åbner op for publikum, har dets indhold skabt voldsom debat.

Befri Gudstjenesten er et teaterstykke lavet af det aarhusianske teater Teatret Svalegangen i samarbejde med Aarhus Domkirke. Teatret Svalegangen har ved hjælp af dansere, skuespillere, samfundsdebattører, moderne popmusik mm. forsøgt at gentænke den traditionelle gudstjeneste.

Arrangementet, der er en del af kulturhovedstadsprogrammet for Aarhus2017, vil i løbet af de næste ni dage blive fremført otte gange, hvor hver forestilling vil have deltagelse af en ny debattør. Det er søndagens debattør, som har fået folk i det kristne miljø til at løfte øjenbrynene. Søndag deltager den kvindelige imam Sherin Khankan for at prædike om fællesskab.

Ifølge flere burde Sherin Khankan slet ikke være velkommen i den danske folkekirke.

Sognepræst i Viborg Domkirke Merete Boye udtrykte fredag i et interview med Radio24syv, at Sherin Khankans deltagelse »var den værste hån i mod folkekirken, hun længe havde oplevet.«

Sørine Godtfredsen, der er debattør og sognepræst ved Jesuskirken i Valby, skriver under titlen "Hvad laver en imam på prædikestolen?" i et debatindlæg på berlingske.dk:

»Man må spørge, hvad den ansvarlige præst, Christina Lauersen og domprovst Poul Henning Bartholin, der er dybt involveret, egentlig forestiller sig. For slet ikke at tale om og biskop Henrik Wigh-Poulsen... Det hele fremstår som en karikatur på kirkens frivillige selvafvikling, her sanktioneret af præst, domprovst og biskop.«

Jyllands-Posten har spurgt medarrangør af Befri Gudstjenesten domprovst i Aarhus Domkirke, Poul Henning Bartholin, om »hvad han egentlig forestiller sig« om, at en imam skal deltage i et gudstjeneste-lignende arrangement i en dansk domkirke.

»Jeg synes, at kritikken rammer forbi. Sherin Khankan skal ikke prædike i evangelisk forstand, hun skal ikke udlægge noget evangelium, og hun skal ikke udlægge noget fra koranen. Hun skal tale om fællesskab. Hun er inviteret som samfundsdebattør, og så er hun tilfældigvis også imam,« siger Poul Henning Bartholin.

»Jeg er ærgerlig over, at det ikke er muligt at få en ordentlig debat. Det er ikke min hensigt at bringe en anden religion ind i billedet. Det ville jeg ikke gøre i en almindelig gudstjeneste, og det gør jeg selvfølgelig heller ikke i en teaterforestilling,« siger han.

Er du overrasket over kritikken?

»Man kan ikke forvente andet, når de, der begynder at debattere, ikke har set forestillingen og ikke kender præmisserne og heller ikke spørger efter dem. Når vi så forklarer dem, så er det så som så med at lytte. Men det er der ikke noget usædvanligt i. Jeg vil gerne oplyse om, hvad det er, der skal ske, for at prøve at afdramatisere debatten, for jeg synes ikke, at der er det store drama i det her,« siger Poul Henning Bartholin.

»Jeg har gentaget mange gange, at jeg ikke forestiller mig, at man går ud og laver en gudstjenesteordning, som er lavet over den her matrix, som vi har benyttet. Det har heller aldrig været meningen. Meningen har været, at vi skulle prøve at se, om Befri Gudstjenesten kan give en ny indsigt for folk,« siger Poul Henning Bartholin.

Udover Sherin Khankan deltager følgende samfundsdebattører i Befri Gudstjenesten: Skuespiller og instruktør Hans Rønne, professor og forfatter Steen Hildebrandt, psykiater Lone Overby Fjorback, satiriker og skuespiller Flemming Jensen, debattør Emma Holten og madaktivist Selina Juul.

Følg
Jyllands-Posten
Seneste nyt

Debat: Domkirken er ingen moské

Den samlede bestyrelse i DF-Ungdom Aarhus/Østjylland, Bakkekammen 8, Risskov

Debat: Citatfusk i ”Befri Gudstjenesten”

Agnete Raahauge, sognepræst, Hørup, Sydals redaktør af Tidehverv
Annonce
Video
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her