*

Kultur

DR fik overrakt æres-Emmy for tv-serier i verdensklasse

På vegne af DR modtog generaldirektør Maria Rørbye Rønn prisen under Emmy-uddelingen i New York.

Hemmeligheden bag succesen er ifølge Maria Rørbye Rønn, at DR har investeret langsigtet i kvalitetsindhold og kreativ udvikling. Foto: Charles Sykes/AP

Kort før klokken 3 natten til tirsdag dansk tid kunne DR endnu en gang høste international hæder for sine tv-serier, som blandt andet tæller "Bedrag", "Arvingerne", "Forbrydelsen", "Borgen" og "Rejseholdet".

Det skete, da DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, gik på scenen i New York under den 44. udgave af den internationale Emmy-uddeling, som er tv-verdenens svar på filmbranchens Oscar-show.

Fakta: DR fik international Emmy for enestående tv-bidrag

Her fik hun af den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen, der medvirker i den amerikanske tv-serie "Vinyl", overrakt hædersprisen "International Emmy Directorate Award".

Prisen ærer personer eller organisationer for deres enestående bidrag til internationalt tv.

Det blev allerede offentliggjort i juni, at DR var modtager af prisen.

Tilbage i juni gav Bruce L. Paisner, der er præsident for The International Academy of Television Arts & Sciences, således følgende begrundelse for at tildele DR prisen:

- Maria Rørbye Rønn er spydspids for en af verdens mest banebrydende tv-organisationer inden for public service. Som tv-drama er Nordic Noir blevet en branchestandard og en genre på sine egne betingelser, der påvirker manuskriptforfattere og inspirerer publikum langt ud over Skandinavien.

Hemmeligheden bag succesen er ifølge Maria Rørbye Rønn, at DR har investeret langsigtet i kvalitetsindhold og kreativ udvikling.

- Vi fortæller historier om Danmark og danskerne til hele verden. Det gør vi gennem originalt kvalitetsindhold, som adskiller sig fra det øvrige tv-udbud i en mere og mere globaliseret verden, udtalte hun til dr.dk i forbindelse med offentliggørelsen af prisen i sommer.

DR fik sin første Emmy i 2002. Den gik til "Rejseholdet". Siden er også serierne "Livvagterne", "Ørnen", "Nikolaj og Julie" samt "Unge Andersen" blevet belønnet med en statuette.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her