Fortsæt til indhold
Kultur

Sangstjerne går imod Wagner-strømmen

Store dele af musikverdnen hylder i disse dage Richard Wagner - men der er undtagelser.

Efter mange måneders - ja, nogle steder års - forberedelse fejres komponisten Richard Wagners 200 års dag i disse dage i dele af musikverdnen.

Der er udsendt nye indspilninger af hans værker, der er skrevet adskillige bøger - og i forbindelse med fejringen har også Wagner-familiens knytning til Adolf Hitler og nazismen igen været endevendt.

Og netop Hitlers næsegruse beundring for Wagner og hans musik har fået flere til at vende sig mod fejringen af komponistens fødselsdag.

Nægter at deltage

En af dem, der bestemt ikke er i festhumør i dag er den svenske operasanger Malena Ernman, der ganske enkelt nægter at deltage i nogen form for fejring.

Hun meddelte allerede i går på Twitter, at hun ikke havde tænkt sig at fejre Wagner - og det uddyber hun i dag over for SVTs Kulturnyheterne.

"Først og fremmest er det fordi han var Adolf Hitlers idol, men også fordi jeg er uendelig træt af den intellektualisering Wagner-fejringen har fået. Hvis operaen skal overleve, så behøver vi selvdistance - ikke selvcentreret navlebeskuelse."

Antisemit

Det svenske tv-program spørger hende om, hvorfor hun finder det nødvendigt på Twitter at kalde Wagner for "Hitlers og nazismens måske største inspirator".

"Fordi det er netop, hvad han var," svarer hun og fortsætter:

"Han beskrev jøderne og jødedommen på samme måde som Hitler siden gjorde. Og han mente, at det bedste for jøderne ville være om de blev udryddet.

Vi bør huske, at det sandsynligvis ikke var Wagners musik, der gjorde ham til nazisternes idol. Det var formentlig hans mildt sagt passionerede antisemitisme."

Hans musik skal spilles

Hun mener desuden, at disse dages fejring af 200-året for Richard Wagners fødsel, er et bevis på, at det ikke kun er hans musik, der hyldes, men også hans person.

På spørgsmålet om, hvorvidt man kan synes om hans musik selvom han var antisemit, svarer hun:

"Ja, selvfølgelig kan man det. Wagners musik skal selvfølgelig spilles, men vi behøver ikke at fejre hans fødselsdag."

Siger altså Malena Ernman, som i øvrigt også af og til flirter med populær-musikken.

Faktisk vandt hun i 2009 det svenske melodi grandprix med sangen "La Voix". Den endte efter finalen i Eurovision Song Contest i Moskva som nummer 21.