Fortsæt til indhold
Kultur

Monte Carlo-drenge: Vi vil være værter

Værtskapløbet til næste års Melodi Grand Prix er indledt. Hvem synes du skal være vært?

Hvem skal være værter, når Danmark til næste år står for det europæiske melodi grand prix?

Spekulationerne er allerede begyndt, og kort efter Emmelie de Forests sejr i Malmø meldte radioværterne Esben Bjerre og Peter Falktoft fra P3-programmet Monte Carlo sig ind i værtskapløbet.

"Vi siger lige noget hurtigt: Hvis vi ikke bliver sparket ud af statsradiofonien som led i en stor sparerunde for at få råd til den påtvungne glimmerfest, så vil vi gerne være værter på arrangementet. Tillykke til os alle sammen," skriver de på Facebook. Danmark: Emmelie de Forest - Only Teardrops

Brug for mere støtte

Og det er der mange danskere, der er enige i.

Næsten 4.000 danskere har klikket "synes godt om" en Facebook-side, som støtter Monte Carlo-drengenes kandidatur.

"Over 2500 likes på 1 time taler sit helt eget sprog. Det bliver et fantastisk arrangement. Der er dog brug for meget mere støtte, så retfærdigheden kan ske fyldest," skriver Esben Bjerre og Peter Falktoft på Monte Carlo's Facebook-side.

Lægger billet ind

Også tv-værten Christiane Schaumburg-Müller er måske ved at lægge billet ind på værtsrollen til næste års grand prix.

Et billede på Instagram, hvor hun fejrer sejren sammen med sin mand, rapperen L.O.C., er ledsaget med ordene #hostnextyear.

Måske er det dog bare en henvisning til, at showet skal holdes i Danmark næste år.

Doktor død og tandfeen

Det kan dog være andet end fryd og gammen at indtage værtsrollen til den store sangfest.

Danmark stod senest i spidsen for det europæiske melodi grand prix i 2001.

Dengang var det Natasja Crone og Søren Pilmark, der styrede begivenhederne. Værtsparrets præstation blev dengang kritiseret voldsomt af især britiske medier, der døbte værtsparret "doktor død og tandfeen".

Hvem skal være værter til næste års melodi grand prix?

Ordet er dit.