Her er verdens dyreste kamera
Næsten 13 mio. måtte en køber af med for at sikre sig et ganske bestemt kamera.
Selv for et moderne kamera med al tænkelig teknologi ville knap 13 mio kr. nok være lige i overkanten.
Men for en inkarneret samler var prisen ikke for høj for en Leica M3D-kamera fra 1955. Det er det ene af blot fire, der er produceret af lige den type, og så har det en ganske særlig historie:
Fotograferede Picasso
Kameraet tilhørte den nu 96-årige fotograf David Douglas Duncan, der i en menneskealder fotograferede for magasinet Life. Han var nær ven med Pablo Picasso og fotograferede ham utallige gange. Blandt andet med kameraet, der nu er solgt på en auktion i Wien.
Prisen på de 13 millioner kroner er verdensrekord for et kamera solgt på auktion.
Endnu to toppriser
Ved samme auktion blev solgt et guldbelagt Leica-kamera fra 1929.
Det gik til en pris på 1 mio euro og det første serieproducerede Leica M3 blev solgt for 900.000 euro.