Fortsæt til indhold
Kultur

Bond-babe vil ikke have en lækker kæreste

Humor er vigtigere end udseende, mener Berenice Marlohe, der spiller Bond-babe i den seneste film om agent 007

Ritzau

I James Bond-filmen Skyfall falder franske Berenice Marlohe pladask for den engelske agent 007, som bliver spillet af Daniel Craig - en mand som de fleste kvinder nok vil placere i den gode ende af skalaen, når det kommer til udseendet.

Men i det virkelige liv spiller udseendet ikke den store rolle for den seneste Bond-babe. Den 33-årige skuespillerinde vil langt hellere have en mand med humor og karisma, fortæller hun til magasinet FHM.

- Hvad finder jeg attraktivt ved en mand? Han behøver ikke være flot. Hvis han ikke har noget at sige, eller hvis han ikke er sjov eller har et glimt i øjet, så er han ikke attraktiv, siger Berenice Marlohe.

- Karisma og humoristisk sans er det, der giver en mand den her "wow-effekt", tilføjer hun.

Derudover står "god til at lave mad" og "et godt sovehjerte" højt på listen over krav til den franske skuespillerindes kommende kæreste.

- Han må gerne være en god kok - kager, jordbærtærter og alle typer af pasta. Jeg kan selv lide kunst og musik, at lave mad og vandreture. Jeg elsker også at sove. Hvis det stod til mig, ville jeg sove 10 timer hver nat, siger Bond-baben.

I første omgang er det dog ikke en kæreste, men derimod fokus på karrieren, der står på den yndige skuespillerindes to-do-liste.

Skyfall var Marlohes første engelsktalende rolle, og står det til hende selv, vil hun gerne fortsætte i Hollywood - allerhelst i roller som traditionelt set er domineret af mænd.

- Jeg ville elske at spille Jokeren i den næste Batman-film. De roller, jeg nyder allermest, bliver normalt givet til mænd, siger den franske skønhed.