Fortsæt til indhold
Kultur

Michael Jacksons børn får medværge

Dommeren i sagen om forældremyndigheden over Michael Jacksons børn ventes i dag at indsætte den afdøde popstjernes nevø Tito Jackson Jr. som medværge.

All Over Press

Han får indflydelse på Prince, Paris og Blankets hverdag og skal være parat til at tage over, hvis deres farmor bliver ude af stand til at opfostre dem.

Jacksons nu 82-årige mor fik opgaven efter sønnens ønske, og alt forløb upåklageligt indtil i sommer, hvor børnenes farmor forsvandt fra hjemmet i 10 dage.

Der var ballade i familien, og det forlød, at nogle af Jacksons søskende havde bortført deres mor til Arizona. I den forbindelse fik den 34-årige Tito, kaldet TJ, overdraget forældremyndigheden, men kun midlertidigt.

Den gamle fru Jackson blev indsat som værge igen, så snart hun dukkede op i Los Angeles, og sagens dommer Mitchell Beckloff understregede ved den lejlighed, at hun gjorde det glimrende. Han ville dog give børnene en medværge, og sagens parter er enige om, at det skal være TJ.

Også de to ældste børns biologiske mor Debbie Rowe er indforstået med arrangementet.

Den tidligere 3T-stjerne har holdt lav profil i mange år og blandede sig først i familiens skærmydsler, da hans onkels børn stod uden voksenholdepunkt i hverdagen.

TJ var nært knyttet til sin onkel Michael og har angiveligt bevaret en tæt kontakt med popkongens børn siden hans død i juni 2009.