Mick Jagger holder bryllup for sin datter Jade
En stolt Mick Jagger gav i weekenden sin datter bort.
Jade Jagger giftede sig med sin dj-kæreste Adrian Fillary, og farmand fulgte hende op til alteret.
Brylluppet stod på det mondæne Aynhoe Park Hotel nær ved Oxford lørdag, og alt gammelt nag fra Jaggers brogede fortid var tydeligvis begravet i dagens anledning. Begge Rolling Stones-forsangerens ekskoner Bianca Jagger og Jerry Hall deltog.
Blandt gæsterne var også supermodellen Kate Moss, hvis lille datter Lila Grace var betroet jobbet som blomsterpige.
Jade Jaggers døtre Assisi og Amba på 20 og 17 år var brudepiger for deres mor, men var dog til bryllup uden deres far, smykkedesignerens ekskæreste Piers Jackson.
Brudens berømte far underholdt ved festen efter vielsen, der ligeledes fandt sted på hotellet.
Selv om Jaggers datter fylder 41 år i oktober, er ægteskabet med Fillary hendes første.