Alec Baldwin gift igen
10 år efter skilsmissen fra Kim Basinger prøver Alec Baldwin lykken igen.
Han giftede sig i weekenden med sin 26 år yngre kæreste, yogainstruktøren Hilaria Thomas.
Brylluppet stod i New York lørdag aften, og den katolske vielse fandt sted i den historiske St. Patrick's Old Cathedral, hvor der var kendisser i trængsel, hovedsageligt i skikkelse af gommens kolleger fra film og tv.
Selv om begivenheden var omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, havde snesevis af fans samlet sig uden for domkirken for at ønske Baldwin tillykke på vej ind til vielsen.
En del på spansk
En del af bryllupsmessen foregik på spansk i anerkendelse af, at Thomas voksede op i Spanien. Skuespillerens 28-årige brud var iført en drøm af en Amsale-kjole i silke med nøglehulseffekt i ryggen understreget af små krystalknapper.
Modehuset havde også klædt Thomas’ mor og Baldwins 16-årige datter Ireland på, mens "30 Rock"-stjernen selv var i smoking fra Tom Ford.
Blandt gæsterne var Baldwins brødre Stephen og Billy. Desuden sås Tina Fey fra "30 Rock", komikeren Jimmy Fallon, instruktøren Woody Allen, Mariska Hargitay fra krimiserien "Special Victims Unit" og "Saturday Night Live"-produceren Lorne Michaels, som også er manden bag "30 Rock".
Festen efter den kirkelige handling blev holdt på Kimmel Center, der hører til New York University.
Baldwin giftede sig med Basinger i 1993, men ægteskabet endte ni år senere i en ekstremt forbitret skilsmisse, der førte til permanent krigstilstand mellem de tidligere ægtefæller. De har i årevis kæmpet om datteren for åbent tæppe og var så sent som i 2009 en tur i retten for at afgøre endnu en strid om samvær.