Grohl: Anklage fra Cobains enke falsk
Forsangeren i r Foo Fighters nægter at have lagt an på Cobain og Cortney Loves datter
Den karismatiske forsanger fra Foo Fighters, Dave Grohl, bliver som regel omtalt som en af de mest sympatiske musikere i USA.
Men tidligere på ugen anklagede Kurt Cobains enke, Courtney Love, den 43-årige forsanger for at have været lidt for tæt på Cobains og Loves datter, den kun 19-årige Frances Bean Cobain.
- Ifølge Frances' bofælle har Dave Grohl lagt an på Frances. Og hun var tilsyneladende interesseret. Jeg er ikke sur på hende, men jeg har lyst til at skyde ham, skrev Love på sin Twitterprofil.
Grohl svarer igen
Men nu svarer Dave Grohl tilbage. For ifølge ham er hendes beskyldninger nemlig falske.
- Uheldigvis skriver Love igen hadefulde ting om folk på Twitter. De nye beskyldninger gør mig gal og stødt - desuden er de fuldstændig usande, skriver han.
Ind til videre har Frances Bean holdt sig uden for al snakken. Men skal man tro Courtney Love, har Dave Grohl altid været seksuelt besat af Frances Bean, og gennem årene har han været sammen med flere af hendes veninder.
Chauffør
Love skriver desuden, at en chauffør, der havde kørt med Dave Grohl og Frances Bean på bagsædet, havde set, at Foo Fighters-forsangeren ikke kunne holde sine hænder fra den unge rock-datter.
Hverken Dave Grohl eller Frances Bean er single. Grohl har været gift siden 2003, og Frances Bean er ligeledes forlovet med rocksangeren Isaiah Silva.
Grohl var trommeslager i grunge-bandet Nirvana, hvor Kurt Cobain var forsanger, fra 1990, til bandet opløstes på grund af Cobains død i 1994. Han har spillet i mange rockbands siden, blandt andet er han trommeslager i bandet Them Crooked Vultures.