Teenagere kopierer druk i film
Film, hvor skuespillere drikker, er med til at påvirke teenageres alkohol-vaner.
Hollywoods blockbustere opmuntrer teenagerer til druk. Det viser en ny tysk undersøgelse, skriver The Guardian.
Her har forskerne interviewet 16.551 elever i alderen fra 10 til 19 år fra 14 skoler på tværs af landene: Tyskland, Island, Holland, Polen og Skotland.
Og resultatet viste, at antallet af unge som kunne finde på at drikke mere en fem genstande på en aften steg fra 11 pct. til 27 pct. efter de havde set film, hvor der var alkohol-scener.
"Vi havde ikke forventet denne klare konklusion, men det viser, hvor indflydelsesrige medierne er i et ungt menneskes liv," siger forskeren bag undersøgelsen, Reiner Hanewinkel til CNN.
På tværs af kulturer
Men det som overraskede forskerne mest var, at på trods af nationernes kulturelle forskelle var resultaterne af unges påvirkning ensartet.
Med det resultat mener den tyske undersøgelse, at deres sammenkobling mellem alkohol på film og teenageres druk er "robust" og "væsentlig".
Forskerne bag undersøgelsen, Reiner Hanewinkel og hans kolleger, er fra 'Institut for Terapi og Sundhedsmæssig forskning' i Kiel.
Film former unge
James Sargent, som er professor ved Dartmouth Medical School var også medforfatter i undersøgelsen.
"Uanset hvad du ønsker at alkohol skal gøre for dig - at du føler dig rig, sjov, sofistikeret - så kan du se det i de film. Dermed former de, hvordan de unge ser på alkohol og deres beslutning om at drikke mange genstande eller ej," siger han.
En anden undersøgelse har tidligere påvist, at alkohol i film er betydeligt øget inden for de sidste år.