I en klasse for sig

Bob Dylan er i en klasse for sig selv som sangskriver.

Det mener professor i litteratur Anne-Marie Mai, Syddansk Universitet i Odense. Hun har gjort sig bemærket ved at indstille den amerikanske musiker til Nobelprisen i litteratur. Prisen uddeles af Det Svenske Akademi - og er indtil videre ikke tildelt Bob Dylan.

»Han har en særlig styrke som ordkunstner. Han kan i sin kunst åbne en dyb oplevelse af liv og virkelighed for lyttere og læsere,« forklarer Anne-Marie Mai.

»Spørgsmålet er så, om de mennesker, der bestemmer, hvem der skal have Nobelprisen, kan løsrive sig fra den gammeldags tankegang, at litteratur skal stå på boghylderne. Her kan Bob Dylan i øvrigt også være med. Hans tekster er jo blevet udgivet i bogform,« kommer det fra litteraturprofessoren.

Sjældne evner

Anne-Marie Mai mener, at Dylans grundstyrke er, at han kan forene fortællinger og billeder fra hverdagen med f.eks. myter fra Bibelen og løfte oplevelsen op til en unik dimension ved hjælp af sine sjældne evner som poet.

»Han er en evig fornyer af sproget,« mener professoren, der udnævner sangen ”Highlands” fra albummet ”Time Out Of Mind” som sit favoritnummer.

»Der er humor, ironi, masser af melankoli, følelser, kærlighed og en kvinde, og der bliver brugt både hverdagssprog og poesi, og så er der hele dialogen med servitricen. Til tider har sangen nærmest karakter af at være et manuskript til en film,« mener Anne-Marie Mai og fremhæver også Bob Dylans evner som rimsmed.

I en rendyrket dialog i teksten, hvor servitricen sætter spørgsmålstegn ved, om sangens hovedperson læser kvindelige forfattere, ender et rim med at binde ”wrong” og kvindesagsforfatteren Erica Jong sammen.

Bob Dylan har siden begyndelsen af karrieren sunget om kvinden, og det er mange gange blevet fremført, at amerikaneren har et negativt, ja, direkte fjendsk syn på kvinden.

Mere dybde

En af de sange, som er blevet brugt i den argumentation, er ”Just Like A Woman”. Det er kun en kvindes følelser og oplevelser.

»Jeg fortolker den sang anderledes og opfatter ikke Bob Dylan som kvindefjendsk. For mig er der i bund og grund tale om et stærkt digt, der får udtrykt smerten i en ulykkelig kærlighedshistorie,« mener Anne-Marie Mai og stiller The Beatles-klassikeren ”Yesterday” over for ”Just Like A Woman”.

»Yesterday er en kærlighedssang, der groft sagt handler om, at i går var du her, i dag er du her ikke længere. Altså glæde versus sorg. ”Just Like A Woman” er fra begyndelsen smerte - og smertesprog - og når man er ramt af ulykkelig kærlighed, kan man ikke finde ud af, hvem man selv er, og hvem den anden er, eller hvornår smerten holder op,« forklarer hun og tilføjer:

»Men Dylan er samtidig en digter, der kan forføre det kvindelige du og sit publikum med ordmusik som ”Lay Lady Lay”. Det er simpelthen forelskelse og forførelse på vers og rim.«

Mere kompleksitet

Anne-Marie Mai peger endvidere på, at Bob Dylan i sine tekster ofte bruger kvindefiguren som et billede på melankoli, afsked og tab - og som et symbol på noget, som jeg'et i sangene ikke helt forstår sig på eller rigtigt kan forenes med.

»Nummeret ”She Belongs To Me” handler tilsyneladende bare om en irriterende, selvglad kvindeskikkelse. Men sangen drejer sig også om en kunstnerrolle, som Bob Dylan tager afstand fra. ”She” er billedet på en type kunstner, der ikke vil se sig tilbage, hvorimod han insisterer på at tage traditionerne og myterne med sig i sin musik og tekster. Nummeret er altså langt mere komplekst, end man måske umiddelbart tror, og det er kendetegnende for Dylans sangskrivning. Man kan læse ham på mange måder, fortolke ordene igen og igen og blive ved med at se nye betydninger. Hvem er f.eks. skikkelsen Queen Mary i ”Just Like A Woman”? Det spørgsmål bliver stadig stillet. ”Yesterday” er en stærk popsang, men der er altså ikke særligt meget at fortolke og at blive ved med at stille spørgsmål til,« siger hun.

En sprække i troen

Anne-Marie Mai mener, at der bag Bob Dylans unikke evner som sangskriver og poet ligger den simple kendsgerning, at han hele tiden er på arbejde som kunstner.

»Hans sangskrivning vidner om, at han har læst en masse - og stadigvæk gør det,« begynder hun.

»Derfor betragter jeg ham først og fremmest som en digter, for hvem musikken spiller en stor rolle. Han sætter musik til sine sætninger, hvor ord bliver vendt og drejet, og posen med klicheer bliver rystet. Vi kan alle sammen sidde og konstatere, at det er ved at blive mørkt udenfor. Han vender det på sangen ”Not Dark Yet” til, at det endnu ikke er mørkt, men det er tæt på. Han får en mental og eksistentiel situation ud af noget dagligdags, og der opstår en sprække i troen på, hvad der kommer til at ske.«

Spørgsmålet er så, hvor meget man skal sætte lighedstegn mellem jeg'et i historierne og Bob Dylans liv og tanker. For Anne-Marie Mai er svaret enkelt:

»Man skal huske, at Bob Dylan er et pseudonym. Han hedder jo egentlig Robert Allen Zimmerman. Som Bob Dylan skriver han tekster, der også viser deres styrke ved ikke at være afhængige af hans stemme. Hans sange er i årevis blevet fortolket af alle mulige kunstnere - og på alle mulige forskellige måder.«