Fortsæt til indhold
Kultur

Bare baller får fred efter otte år

Efter at have vist et par bare baller i 2003 fik tv-station gigant-bøde - nu er den frikendt.

Da der i den populære politi-serie "NYPD Blue" tilbage i 2003 blev vist et par bare kvinde-baller fik mange amerikanere aftenkaffen galt i halsen og klagede.

Disse tog den statslige organisation Federal Communications Commission (FCC) så alvorligt, at ABC Television blev idømt en bøde på intet mindre end 5, 8 mio. kr. for forseelsen.

FCC lagde til grund, at der i episoden, der blev udsendt før kl. 22.00, blev "dvælet" ved ballerne.

Stramme regler

Dette var en klar overtrædelse af de stramme regler for, hvornår den slags må udsendes. Reglerne blev vedtaget af FCC 2003, efter at U2-forsangeren Bono havde bandet for åben skærm under en direkte transmission fra Golden Globe-overrækkelsen.

Lige siden FCC idømte bøden, har sagen om de bare baller befundet sig i det juridiske system, men sidste år kom der et gennembrud til ABCs fordel:

I juli 2010 år stemplede en domstol FCCs opstramning af klip med grimt sprogbrug for forfatningsstridig.

Skulle ikke have haft bøde

På den baggrund har Second US Court of Appeals netop besluttet, at ABC aldrig skulle have haft en bøde.

Domstolen finder, at hvis en tv-station ikke længere kan idømmes bøder for "utilsigtede profaniteter", så kan der heller ikke idømmes bøder for et glimt af et par bare baller.

Bøden på 5,8 mio. kr. er den største FCC nogensinde har udstedt, og den ramte alle 52 ABC-stationer, der sendte episoden i 2003.

FCC appellerer

Men derfor behøver sagen ikke at være forbi.

FCC overvejer at appellere afgørelsen omkring scenen, der viser en dreng, som overrasker en kvinde, der er på vej i bad.

FCC har i forvejen appelleret kendelsen, der har stemplet FCCs ret til at gribe ind for grimt sprogbrug, for forfatningsstridig.

Det famøse klip ligger iøvrigt i et hav af udgaver på YouTube, men samtlige er blokeret i overensstemmese med YouTubes regler, der forbyder nøgenhed.