Fortsæt til indhold
Kultur

DR2 går bag om landeplager

Hvad er det, der gør et musiknummer til en landeplage? DR2 forsøger at finde svaret i ny program-serie.

Ritzau

DR2 går i en ny serie af programmer bag om en række af de største musikalske landeplager i den nyere danske musikhistorie.

I programmerne føres seerne ind i historien bag 15 store hits og får en række ekspertvurderinger af, hvorfor netop disse hits gik hen og blev en landeplage. Der er blandt andet tale om hits som "Mormors kolonihavehus", "Alley Cat" og "Dub-I-Dub".

Vært på programmerne bliver Jakob Riising, og han får ekspertbistand fra Aquas Søren Rasted, DR Pigekorets chefdirigent Michael Bojesen, P3's musikekspert Henrik Milling, rockanmelder Erik Jensen og retoriker Sten Høgel.

Kunstnerne forklarer

Ud over at få eksperternes analyse møder seerne kunstneren bag hvert enkelt nummer i forsøget på at finde frem til, hvorfor netop deres sang endte med at blive en landeplage.

- Man kan ikke skrive en landeplage. Man kan forsøge. De opstår alligevel først, når de er sluppet fri. Til gengæld har de altid en historie at fortælle. I "Landeplagen" fortæller vi den videre", lyder det fra Krede Pedersen, der er redaktør på programmet.