Kim Larsen åbner for posen

I toget på vej til Odense kildrer det i maven. Jeg skal interviewe Kim Larsen. En linje af Bob Dylan kører rundt i hovedet:

»I have dined with kings, I've been offered wings, and I've never been too impressed.«

Men Larsen har gjort indtryk siden Gasolin's første plade. De var verdensberømte på Amager, før de blev det i Danmark. Jeg gik i klasse med Franz Beckerlees lillebror, og på pladebiblioteket i Tårnby var Gasolin' de ukronede konger, da det første album udkom i efteråret 1971. Jeg var 13 år.

Der er snart gået fire årtier, og nu sidder jeg for første gang over for Larsen himself. Det viser sig, at vi har en fælles interesse i den kirgisiske forfatter Djengiz Ajtmatov.

»Kender du ham?« spørger Larsen. »En meget klog mand.«

Jeg fortæller, at jeg har interviewet ham og gik til eksamen i romanen ”Vigesporet”, da jeg læste russisk.

»Jeg misunder dig,« indskyder Larsen.

»Romanerne ”Vigesporet” og ”Skafottet”, sikke nogle bøger, helt utroligt. Han får altså sparket nogle døre op til det store, tomme rum. Der er nogle, der kan fortælle historier, som folk kunne have fortalt for 4.000 eller 15.000 år siden. De er begavet med en særlig poetisk åre,« tilføjer han.

Nyhederne?

Jeg er nysgerrig efter, hvordan Larsen følger med i verden omkring sig. På hans nye plade er der uppercuts til Danmarks krige i Afghanistan og Irak, til Folketingets støtte til bankerne og til det generelle moralske forfald. Larsen mener, at demokratiet er væk. Gad vide, hvor manden får sine nyheder fra, hvilke aviser læser han, hvordan holder han sig orienteret?

»Det vil jeg da ikke fortælle dig,« skærer han af. »Jeg synes, at medierne er for selvglade, så den røg gider jeg ikke puste til.«

Jeg prøver at holde fast og gør opmærksom på, at medier vinkler nyhederne, de serveres på forskellige måder, som har indflydelse på vores syn på verden.

Hyperpladder og cyberfis

»Det meste af min information om verden kommer ikke fra medierne, det kommer fra min omgang med mennesker af kød og blod i dagligdagen, ikke på Facebook eller noget andet hyperpladder eller cyberfis. Det er jo, når man møder folk, at man taler om tingene. Der kan så være én, der nævner noget, som jeg ikke har hørt i jeres medier, og så taler vi om det.«

Jeg indvender, at det ikke nødvendigvis er fakta, at det er folks oplevelse.

»Det synes jeg også er vigtigst,« insisterer Larsen.

Hvor henter du så dine fakta?

»Hvem siger, at det er fakta, jeg henter? Det er min opfattelse af verden. Jeg påstår ikke, at det, jeg siger, er sandheden.«

Så er den lukket. Jeg har noteret nogle ord på blokken, som jeg gerne vil have spillemandens udlægning af.

»Det lyder foruroligende,« kommenterer han.

KUNST

”Der er forskel på pop og kunst. Den gode kunstner åbner den sorte boks, han åbner sin sjæl uden forbehold for at fortælle den dybeste sandhed, og ikke for at folk skal klappe.

Poppedrengen åbner ikke den sorte boks. Jeg har aldrig gjort det for andre end my love. Jeg lader ikke folk kigge ind i mit inderste, for mit mål er ikke primært at fortælle sandheden. Jeg gider ikke fortælle løgne, men min opgave er ikke at fortælle en kunstnerisk sandhed, det er at underholde, at have en fest, let’s have a party.”

Er Bob Dylan kunstner?

”Det synes jeg ikke. Han er en god refrænsanger, lige som Beatles var. Kunst vil jeg ikke kalde det, men af og til overlapper tingene hinanden, og Dylan nærmer sig nogle shakespearske dimensioner engang imellem, og det gjorde Beatles også. Men i bund og grund synes jeg, at det er pop, det er underholdende på den fede måde.”

TRO

»Jeg tror på Gud, og hvad det er, kan jeg ikke forklare dig. Det kan ingen mennesker, selv om de bilder sig det ind.

Det nærmeste, jeg kan komme det, er en scene fra Alex Haleys ”Rødder” med Kunta Kinte, hvor han tager sin nyfødte datter og rækker hende op mod den klare stjernehimmel og siger: ”Det deroppe er det eneste, der er større end dig selv.” Tro er en følelse, det er ligesom kærlighed, jeg ville ikke kunne eksistere uden.

Det er nødvendigt for mig at tro. Det er sagt før, og jeg gentager: Dårlige sange laver man selv, de gode kommer. Hvor de kommer fra, det er så det.«

Mener du, at Gud taler til dig gennem sangene?

»Nej, jeg har aldrig været ude for, at Gud talte til mig. Jeg siger bare, at det er en mystisk oplevelse. Gud er mystik, eftersom ingen aner, om det findes eller ej.

Noget af det tætteste, jeg er kommet på en guddommelig oplevelse, er de gange, hvor jeg har fået børn. Det er et under, så hvis man siger, at miraklernes tid er forbi, er det løgn. Vi har jo fået den kraft et eller andet sted fra - en mand og en kvinde møder hinanden og skaber et menneske, det er underfuldt, for jeg kan ikke tro, at det er opstået af ingenting.

Allerede dér bliver jeg nødt til at tro. Gud står foran den dør, hvor man spørger: ”Hvad er evigheden og uendeligheden, hvad er der uden for verdensrummet, ingenting eller noget?” Men dér stopper jeg. Hvis jeg skal tænke på de ting, bliver jeg tosset. Det overlader jeg til Vorherre, ligesom jeg overlader mine regnskaber til en revisor.«

FRIHED

»Det er en meget nødvendig ting.«

Tænker du på indre eller ydre frihed?

»Sådan skelner jeg ikke. Frihed er frihed. Det er, når man ikke er tvunget af andre til at leve under urimelige vilkår, som man er begyndt på herhjemme, hvor man blander sig i folks privatliv - om man ryger en smøg nede på bodegaen, om éns telefon bliver aflyttet, om man bliver præventivt anholdt, fordi man er med til en demonstration.«

Hvorfor er frihed vigtig?

»Du kan lige så godt spørge, hvorfor det er rarest at være uden spændetrøje? Det er noget, der ligger dybt i os alle. Vi vil lyset og friheden, og vi prøver at komme væk fra mørket, angsten og ufriheden.«

Friheden kan også være skræmmende, har jeg set i Rusland. For nogle kan ufriheden føles tryg. Den giver nogle faste rammer.

»Frihed er man opdraget til. Jeg er opdraget med demokrati og frihed. Det er meget lige størrelser og tæt forbundne. Hvis du ikke er opdraget til frihed og pludselig bliver sluppet fri, er der ikke opbygget en frihedsmoral i dig, og det kan være svært og skræmmende.«

I Morgenavisen Jyllands-Posten havde vi for nylig en meningsmåling, der viste, at mange unge ikke aner, hvad den 9. april er. Bekymrer det dig?

»Det er skolens skyld. Hvis ikke man har en forestilling om, hvor vi kommer fra, og hvad vi har været igennem, svarer det til, at man har været på en ordentlig druktur og ikke kan huske, hvad der skete i går, og det er ikke rart.

Når man er ung, skulle man gerne huske, hvad man foretog sig i går, og hvad éns forfædre har bedrevet. For mig er det vigtigt at vide, at demokratiet ikke kom af sig selv, at der har været Skipper Clement og alle mulige andre, der har udgydt blod og tårer for, at jeg kan gå hen og sætte mit kryds.«

FÆDRELAND

»Det er det sted, hvor jeg er født, det sprog, jeg taler, og de mennesker, som jeg kender til bunds, fordi vi har sproget til fælles. Vi har nogle fælles rødder, og så kan man godt nogle gange være uenige med hinanden.

Man kan indimellem blive træt af det folk, som man bor iblandt, fordi man har boet der altid. Det er naturligt. Det kan synes trivielt, og så opdager man pludselig, at der er mere end det. Man har bare gået og glemt det.«

Hvad vil det for dig sige at være dansker?

»Da jeg boede i Amerika, var der engang en amerikaner, der spurgte mig, hvad danskhed er, og så fortalte jeg ham en Storm P.-vittighed. En mand siger til en musiker ”Jeg hører, at De spiller violin,” hvortil han siger: ”Nej, det er umuligt, den hænger derhjemme.” Det er for mig essensen af det land, som jeg kommer fra, den poetiske essens.

Den er vigtig. At en mand som Storm P. har gået blandt os, og Søren Kierkegaard, der sagde: ”H.C. Andersen skriver om lykkens galocher, jeg skriver om, hvor skoen klemmer.” Det er en god definition på, hvad der ligger i bunden af det at være dansk. Sproget er det vigtigste.«

Hvad er det med sproget?

»At man kan sige nej på 20 måder, og de 10 af dem kan betyde ja. Det er man ikke i stand til på et andet sprog. Dengang jeg skulle til Amerika, troede jeg, at ”Be-Bop-A-Lula”, det er sgu da nemt nok, men det var det ikke.

Det skal man være indfødt amerikaner for at kunne finde på, det skal ligge helt nede i tæerne på dig. Det er det samme med vores sprog, det er det, der binder os mest sammen.

Den dag, engelsk tager over, går vi i opløsning som nation. Sproget er den måde, du kan fortælle en underforstået joke på, så ingen andre kan forstå det, men fædreland er et belastet ord - ligesom nationalisme. Det er virkelig belastet, for det er blevet misbrugt så meget gennem det 20. århundrede af en flok psykopater.«

POLITIK

»Alle politikere i Danmark mener i dag det samme. Det er længe siden, at jeg har hørt Socialdemokratiet, SF og de radikale brokke sig over krigen i Afghanistan. Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan. Det er jo, som da tyskerne besatte det her land. Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land.«

Men hvis du spørger kvinder i Afghanistan, vil de sikkert sige, at de er taknemlige for, at de kan få en uddannelse og måske også et arbejde, og at deres døtre kan komme i skole.

»Er der nogen, der har spurgt dem?«

Ja, jeg talte selv med en afghansk kvinde og menneskerettighedsforkæmper sidste år, Simi Samar, som mener, at vi skal blive der, så kvindernes rettigheder sikres. En kvindelig dansk soldat, Anne-Cathrine Riebnitzsky, har lige udgivet en bog, hvor hun fortæller, hvordan soldaterne gør en forskel for Afghanistans kvinder.

»Jeg kan garantere dig for, at der var tyskere under Anden Verdenskrig, der har fortalt derhjemme, at danskerne var glade for, at de var her. Ingen skal bilde mig ind, at det er godt at besætte et andet land.

Den eneste form for krig, som jeg kan gå ind for moralsk, er frihedskamp, hvor man forsvarer sit eget land, sin familie og sig selv. Selv om jeg under Anden Verdenskrig, hvis jeg havde eksisteret, sikkert var flygtet op til Sverige ligesom PH.

Jeg skulle nok ikke have nydt noget, kryster, som man er. Jeg kan ikke finde nogen undskyldning for at angribe et andet land. Så er man kørt over for rødt.«

Kan man ikke sige, at fjernelsen af Taleban var en reaktion på 9/11, selvforsvar?

»Hallo, og hvad var 9/11 en reaktion på? Og så kan vi blive ved, dørene klapper bagud hele tiden. Synes du ikke, at der er meget kriminelt i håndteringen af Mellemøsten i mellemkrigsårene og omkring Israels oprettelse, at tage noget land fra et folk og sige til andre: ”Her skal I bo”, som englænderne gjorde?«

Det har vel ikke så meget med 9/11 at gøre.

»Tror du ikke?«

Ikke, hvis du læser Osama bin Ladens taler.

»Det kan jeg ikke holde til, så kan jeg lige så godt læse Hitlers ”Mein Kampf”.

Det prøvede jeg, da jeg gik på højskole. Jeg kom 10 sider hen, så kunne jeg ikke klare mere. Jeg siger bare, at det had ikke er opstået af ingenting. Jeg prøver at fortælle dig, at hvis du vil retfærdiggøre det, kan vi blive ved i 100 år. Jeg synes, at det er umoralsk at angribe et andet land. Så simpelt er det.

Man kan også sige, at Hitler havde 45 millioner grunde til at gå ind i Polen, og Alexander den Store havde 45 millioner grunde. Vi kan altid finde på grunde. Hvad nu, hvis kineserne blandede sig i, hvordan vi har det herhjemme?

De synes sikkert, at der er mange ting galt. Hvis de sagde, at det der demokrati, som I kører med, det skal vi fjerne, ligesom vi skal ned og fjerne Taleban, hvad der aldrig vil lykkes … Det må folk selv finde ud af, det kan man ikke komme og blande sig i.

Der var ikke nogen, der kom og fortalte os, at vi skulle ophæve stavnsbåndet, det fandt vi selv ud af. Jeg håber også, at vi selv finder ud af at løse de problemer, som vi har i dag.«

Er der ikke en grænse for, hvor meget man skal finde sig i? Under Pol Pot blev to mio. mennesker dræbt på fire år i Cambodja?

»Ja, men hvad gjorde amerikanerne på samme tid i Vietnam? Dengang var det kommunisme, nu er det noget andet, og om nogle år er det noget tredje. Jeg bryder mig ikke om, at folk går til angreb, det være sig nede på bodegaen eller på et land.

Så kan du sige Taleban, og du kan sige kommunister og nazister og alt muligt andet. Jeg gider det ikke, sådan er det. Defend your own ground.«

Man kan altså ikke skabe en bedre verden ved at sige, at der er nogle regler, og når de krænkes, så reagerer omverdenen?

»Den verden begynder med dig selv. Og nej, der er ingen regler - det ene land skal ikke fortælle det andet, hvordan det skal opføre sig. Det kommer der ikke andet end ballade ud af, og så er du tilbage ved forbudene, du skal gøre sådan og sådan, og I må ikke have den diktator.

Så skal vi også gå til angreb på Afrika og Kina, altså, hold nu op. Der er jo røverbander i Afrika, der slagter folk, så det basker.«