Fortsæt til indhold
Kultur

Forskere: Jesu ligklæde er falsk

Endnu et forsker-team stempler ligklædet fra Torino som falsk og blander sig dermed i en benhård strid, der har strakt sig over flere årtier.

En gruppe arkæologer og forskere fra Israel, Canada og USA oplyser, at de nær Jerusalem har fundet dele af et ligklæde, der kan dateres tilbage til omkring Jesu fødsel.

Og klædet, meddeler forskerne til BBC Online, er meget forskelligt fra det meget omdiskuterede ligklæde i Torino, som millioner mener, er Jesu ligklæde.

Dermed melder forsker-teamet sig under fanerne hos dem, der mener, at ligklædet fra Torino er et falsum, der blev skabt i 1200 eller 1300-tallet. Der er i ligklædet fra Torino, at der er opdaget konturer af en mand, som mange mener, er Jesus.

Dansk ekspert om liglædet i Torino (eksternt link)

Forskerne har fundet en grav i det område i nærheden af Jerusalem, hvor Judas ifølge Biblen hængte sig selv efter at have forrådt Jesus. Graven rummer resterne af en mand, som forskerne mener, kan være en jødisk ypperstepræst, der er død af spedalskhed.

Ligklædet meget anderledes

Graven kan med sikkerhed dateres til begyndelsen af det første århundrede, og det, forskerne hæfter sig ved, er at ligklædet er markant anderledes i vævning og struktur end det berømte klæde i Torino.

Forskerne mener dels, at resterne af manden er det ældste fund af en spedalsk og dels at måden at begrave på, var meget almindelig på den tid.

Et falsum

Derfor, konkluderer forskerne - ligesom mange andre har gjort det før dem - at ligklædet i Torino er et falsum.

Allerede i 1988 viste en såkaldt kulstof 14-test af klædet, at underbygge, at det kan dateres til mellem 1260 og 1390, hvad der stemte overens med den første udstilling af klædet i 1355, hvorefter man med sikkerhed kan følge det til i dag.

Testen er siden blevet bestridt.

En anden forsker har siden søgt at påvise, at det billede, som forskerne har fundet i ligklædet fra Torino faktisk kan være skabt via en ganske særlig teknik, som var kendt i Middelalderen.