Se mig! Hør mig! - og lad mig være...
Efter en stribe nye klagesange fra deltagere i realityshows, skuespillere og andet godtfolk, rettes der igen fokus på et paradoks.
Se på mig! Følg med i mit liv, studer min krop, mød mine unger, se mit hjem. Kom indenfor! Jeg bliver berømt, og du bliver underholdt - så alle er glade...
Når ukendte kæmper sig vej til fem sekunders berømmelse for berømmelsens skyld i diverse reality-shows og i det heftigt stigende antal talentshows, der optager alverdens medier, er der ingen grænser for åbenheden.
Men så kommer opvågningen - og først da går det op for de opmærksomhedssøgende, at det måske slet ikke har været det hele værd. En anden virkelighed venter, når sladder-journalisterne ringer og berømthederne så længe interessen er der, belejres af paparazzi-fotografer.
Sekslinger, Erik og Anni
På det seneste har adskillige reality-stjerner klaget over den meget opmærksomhed. Blandt andet ægteparret Jon og Kate Gosselin, der på nu 8. sæson sammen med deres otte børn - de seks er sekslinger - er centrum i reality-programmet "Jon & Kate + 8".
Det samme skete da Erik Damgaard og Annie Fønsby på Kanal 4 optrådte i "Erik og Annie Goes to Hollywood". Den kulørte presses opmærksomhed kom bag på parret, der så siden blev hovedpersoner i et noget andet drama...
Professor i psykologi ved Lebenon Valley College i Pennsylvania, Lou Manza siger til AP:
"Du anbringer dig selv der - de ting vil ske. Hvis du lukker kameraerne ind i det liv, så kan det ikke komme bag på dig, hvad kameraet viser. Jeg vil filme mig selv. Jamen OK, så gør det. Du vil blive berømt, men det er et tveægget sværd. Folk kommer også til at kende alt dit snavsede vasketøj."
De kendte klager sig
I USA har medierne i den seneste tid været fyldt med klagesange fra kendte, der er alt andet end begejstrede for medie-interessen. Det gælder Miss California, Carrie Prejean, skuespilleren Brooke Shields og senest parret Jon og Kate Gosselin.
Utilfredsheden over mediernes interesse deles af mange etablerede Hollywood-stjerner, der i andre sammenhænge trygler om mediernes interesse.
"Det ødelægger folks liv", fastslog Kate Gosselin for nylig i et interview. "Dette var ikke hvad jeg forventede, da jeg sagde ja til at deltage i programmet. Når jeg ser alle de historier i bladene, der ligger i forretningerne, så er det meget svært. Det forundrer mig, at der er en hel industri, der følger mig og skriver historier om mig."
På parrets webside, der reklamerer for nye episoder af reality-programmet kan man også læse om parrets problemer med at leve i det nådesløse rampelys det selv har skabt og stædigt holder fast i.....
Det skal hun så nok forberede sig på længe endnu. Showet har netop haft sæson-premiere, og det med et rekordstort antal seere.
Et gammelt fænomen
Nok er emnet lige nu hot, men der er intet nyt i berømthedernes foragt for mediernes interesse for deres liv, som de selv har bragt i fokus. Berømmelsens pris har for mange været meget stor, og helt tilbage i 1930'erne var en stjerne som Greta Garbo berømt for sin uprægede presse-skyhed.
Med undtagelse af deciderede reality-shows, hvor alt smækkes op i hovedet af seerne, så er grænserne mellem f.eks. Hollyrood-stjernerns privatliv og professionelle liv i dag blevet mere usynlig. I dag findes både FaceBook og Twitter, hvor også de kendte deltager flittigt og dermed bidrager til offentlighedens interesse.
Miss California og Shíelds
Et par dugfriske eksempler på en interesse som de involverede helst ville være foruden, er hændelser omkring Miss California, Carrie Prejean og skuespilleren Brooke Shields.
Da Prejean i april skulle besvare spørgsmål i finalen til Miss USA, svarede hun, at hun mente at et rigtigt ægteskab er mellem en mand og en kvinde. Dermed smed hun en dunk benzin på diskussionerne om homoseksuelle ægteskaber i Californien. Der blev gravet i hendes fortid, der dukkede billeder op, hvor hun poserede topløs. Hun følte sig i den grad forfulgt.
Hendes side på wikipedia fyldes med så mange informationer at online-leksikonet i øjeblikket tager alle mulige forbehold.
For nogle uger siden overfaldt skuespilleren Kiefer Sutherland en designer på en mondæn natklub i New York. Blandt gæsterne var skuespilleren Brooke Shields, der blev koblet til hændelsen. Dette har fået hende til - i meget kraftige vendinger - at påberåbe sig privatlivets fred. Alligevel kan Brooke Shields overfor Oprah Winfrey på landsdækkende tv fortælle om sine depressioner, om selvmordstanker og andet dybt personligt.
Sarah Fawcetts kamp
Skuespillere Farrah Fawcett, der er døende af kræft, er chokeret over mediernes interesse skønt hun selv har lagt hele sit sygdomsforløb ud i alle detaljer i en meget omtalt dokumentar-film.
"Der er altid en risiko forbundet med reality og sladder. Det er der, fordi det er virkeligt" siger forfatteren Neal Gabler, der har skrevet bogen "Life: The Movie - How Entertainment Conquered Reality."
Historien holdes gående
"En celebritys sigter efter at blive en celebrity, når der ikke er mere historie at fortælle. En historie kræver, at andre forstærker den. Og det er, hvad medierne gør. Så når Miss California nu siger, at medierne ikke har ret til det, så er det fordi hun er nødt til at sige det, for at holde gang i historien."
I sin bog konkluderer Gabler:
"Livet er blevet kunst, så nu er de to ting umulige at skille fra hinanden."
Læs meget mere om de kendtes genvordigheder med nærgående medier