*

Kultur

Skjulte gaver fra Kaj Munk

Under en tilfældig oprydning i Jyllands-Postens arkiver dukkede en samling hidtil ukendte korrespondancer mellem Kaj Munk og avisen op indpakket i brunt købmandspapir med sejlgarn om. Et meget vigtigt fund, siger Kaj Munk-eksperter.

Vi er taknemmelige for donationen,« siger lederen af Kaj Munk Forskningscentret på Aalborg Universitet, dr. phil. Søren Dosenrode, om de efterladte Kaj Munk-papirer, som Morgenavisen Jyllands-Posten nu overdrager til centret.

Det drejer sig om originale manuskripter, en omfattende korrespondance, korrekturer samt udklip om og af digterpræsten. De håndskrevne papirer dukkede op under tilfældig oprydning i avisens arkiver indpakket i brunt papir med sejlgarn omkring.

Pakken indeholder tillige kuriosa, håndskrevne julehilsener og en kopi af skuespillet “Sejren”, der udspilles i Mussolinis arbejdsværelse i Rom. Kaj Munk forærede i 1936 stykket til redaktør H. Hansen, Jyllands-Posten, som en rekonvalescentgave.

»Vi mangler det meste af den korrespondance, som Kaj Munk afsendte, så donationen fylder et stort hul,« fastslår Søren Dosenrode.

Er stadig aktuel

»Brevvekslingen mellem Jyllands-Posten og Kaj Munk vedrørende hans ansættelse, aflønning og emner, han måtte skrive om, giver et pudsigt indblik i Kaj Munks måde at se sig selv og pressen på. På én gang jordnært og samtidigt meget ironisk.

Papirerne bringer os nærmere på personen Kaj Munk. Alt i alt er der tale om et vigtigt bidrag til forståelsen af digterpræsten i rollen som journalist,« mener Søren Dosenrode.

Han gør opmærksom på Kaj Munks aktualitet: Skuespillet “Ordet” har været opført på Odense Teater, Det Kgl. Teater og ved teaterfestivalen i Avignon i Frankrig i det forløbne år. Det blev tillige optaget i Kulturministeriets kanon.

I år er bl.a. udgivet bogen “Ordet på bordet” af Per Lykke, og til november udsendes Søren Daugbjergs “Kaj Munk og Tyskland”.

Nyt materiale om Munk

Jyllands-Postens ansvarhavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, finder det naturligt at overlade materialet til Kaj Munk Forskningscentret, som åbnede i 2005, og hvis vigtigste opgave er at sikre Kaj Munks Arkiv for eftertiden og fremme den kritiske forskning i hans værk og samtid.

»Vi overgiver materialet til fagfolk og finder det selvfølgelig særligt interessant at få belyst forholdet mellem Munk og avisen yderligere,« siger Jørn Mikkelsen.

Kaj Munk (1898-1944) var landskendt dramatiker og kontroversiel præst i Vedersø og blev et nationalt symbol på modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. I krigens slutning likviderede en tysk terroristgruppe ham i Hørbylunde ved Silkeborg.

Frodigt medarbejderskab

Digterpræsten indledte et frodigt medarbejderskab ved avisen i 1931. Det skete, efter at redaktør H. Hansen havde læst nogle af Munks artikler i Dansk Folkeliv og fik interesse for den vestjyske præsts skriverier og meninger.

Den 10. juni 1931 modtog Kaj Munk et brev fra redaktøren med tilbud om en fast tilknytning. Brevet blev besvaret samme dag i Munks typiske, rappe stil, rig på humor og selvironi:

»De kan tro, jeg blev glad i Dag, da jeg saa, der var Brev fra Jyllandsposten. Jeg har nemlig i disse Dage et Avertissement i Deres Blad om en Pige. “Ha!”, tænkte jeg, “endelig et Tilbud; Ja, den Jyllandspost, den kan.” Forestill Dem saa min Skuffelse.

Tak for Deres Forslag. Men inden jeg kan svare Dem, maa jeg først have 2 Spørgsmaal klaret. 1) Er det Deres Mening, at jeg kan skrive til Dem om, hvad og naar det passer mig, eller tænker De på noget nøjere fæstnet. 2) Hvormeget betaler De?«

På stjerneløn

Det bør tilføjes, at dengang var avisens navn vitterligt Jyllandsposten – ikke som i dag med bindestreg.

Den efterladte korrespondance vedrører også honorarspørgsmålene. Og Kaj Munk blev ikke snydt. Han var stjernemedarbejder, og redaktøren måtte gribe dybt i kassen for at betale hans artikler og gjorde det. Munk overgik bladets bedst honorerede medarbejdere på den tid.

Som det fremgår af et brev til Kaj Munk dateret den 9. september 1932, skriver redaktør H. Hansen bl.a.:

»…Og for at sige det lidt spøgefuldt synes jeg, at De selv er haard ved vores stakkelt Krone med Deres Kapitelstakst! Men fastholder De Fordoblingen, kommer jeg arme Redaktør vel til at bøje mig, da jeg sætter Pris paa, at De vedblivende er knyttet til “Jyllandsposten”. Jeg gaar saa ud fra, at De ikke skriver i andre Blade, og at De i Deres Artikler behandler aktuelle Emner. Hjertelig til Lykke med den nye Sukces. Venlig Hilsen, Deres hengivne.«

Med Kaj Munks indtog fik Jyllands-Posten en respektløs og talentfuld journalist samt en opinionsdanner, som hurtigt vandt et stort publikum. Hans artikler æggede enten til modsigelse eller udløste jublende enighed.

Debut i 1931

Digterpræsten boltrede sig i mange genrer og debuterede i avisen den 7. juli 1931 med en nekrolog over filosoffen, professor Harald Høffding, og sluttede den 25. december 1943, kort før han blev myrdet.

Det blev i alt til et par hundrede artikler. Ofte i kronikform, men hvis denne plads blev for trang, fik Vedersø-præsten stillet yderligere spalteplads til rådighed.

Han var overmåde flittig: Sendte rejsebreve hjem, skrev erindringer om “Foraaret saa sagte kommer…” om sin skolegang i Vejleby hos lærer Wested på Lolland, og han hyldede førerne sydpå og plæderede for et styre af stærke personligheder.

Kristus som jøde

Kaj Munk kom i diskussion med redaktør H. Hansen den 15. december 1941. Redaktøren ønskede at bortskære et afsnit, hvori Munk fastslår, at Kristus er jøde.

Redaktøren gjorde opmærksom på, at det efter hans mening kunne få alvorlige følger, hvis Munk netop fremdrog det punkt på den måde, det skete i artiklen.

På en lap vedføjet genparten af skrivelsen fra H. Hansen til Munk refereres Munks spontane ytring i telefonen:

»Kan man ikke i Jyllandsposten skrive, at Kristus er Jøde, kan jeg heller ikke mere skrive i Jyllandsposten.«

Men konflikten løstes.

Danmark mistede en præst

Kaj Munks diktaturbegejstrede artikler blev et problem for avisen, så længe det varede. I øvrigt var hovedparten af hans produktion nærmest upolitisk, konstaterer redaktør Lasse Egebjerg. I en artikel den 10. juni i befrielsesåret 1945, som er blandt materialet, skriver han efter Kaj Munks død:

»Det var i Begyndelsen af Aaret 1943 – det Aar, der fuldt og helt gengav Kaj Munk Troen paa det danske Folks Sundhed. Denne Tro gav ham Kraft til gennem sine Prædikener at sige det, han var afskaaret fra at sige paa Tryk.

Men også Prædikener kan komme de forkerte for Øre, og knap var dette Rejsningens Aar gaaet paa Hæld, før Tragedien bankede paa Vedersø Præstegaards Dør. Danmark mistede en Præst og Dramatiker, hvis Indsats der havde været god Brug for i de Tider, der fulgte.

Og Jyllands-Posten mistede en Medarbejder, som var langt mere end det – for Læserne en Ildsøjle i Ørkenen, for Bladet en trofast og loyal Ven, en gudbenaadet Skribent, hvis Arbejde fandt sin naturlige Plads i et traditionelt uafhængigt Blad og var med til at understrege dette Præg.«

Jævnt og bramfri

Kaj Munk udtrykte sig jævnt og bramfrit. Som han opsummerede det efter en reportagerejse til Jerusalem:

»Deres opmuntrende Breve trykker altid paa den rigtige Knap hos en Forfatter, der immer svinger i Spørgsmaalet: Er det genialisk det, jeg laver, eller noget Lort? Tak.«

Kaj Munk fandt, at samarbejdet med avisen var til gensidig gavn.

»Naar jeg har været saa glad for at være i Deres Brød, som jeg har, skyldes det bl.a. og især, at jeg har faaet Lov til at aande saa frit der. Jeg ved nok, at det har kostet Dem nogle Holdere, haaber tillige, at det har skaffet Dem nogle, kender intet til Balancen…«

null
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Kultur
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her