Eksborgmester myrdet i tredje forsøg
Efter at have overlevet to mordforsøg blev frygtløs kvindelig frontfigur bortført på åben gade.
Los Angeles
Blodig narkokartelvold forpester fortsat tilværelsen i adskillige mexicanske byer.
Det vidner historien om den modige eksborgmester, Maria Santos Gorrostieta, med al tydelighed om.
Hun tog kampen op med områdets magtfulde narkosyndikater, men endte til sidst med at blive bortført og myrdet.
Tre mordforsøg
Første gang en snigmorder forsøgte at dræbe hende, blev hun kritisk såret, men hendes mand blev dræbt på stedet.
Parret kørte gennem byen El Limone, da kugler pludselig gennemhullede køretøjet.
Det var tilbage i 2009, da hun var borgmester i Yiquicheo, en by i den mexicanske delstat Michoacan, hvor brutal narkorelateret vold for længst er blevet en del af hverdagen.
Hyldet i lokalsamfundet
I 2010 overlevede den trodsige borgmester endnu et attentatforsøg, men intensiverede blot kampen mod banderne og viste sine skudsår frem i de lokale medier, der hyldede hendes mod.
”Det vigtigste er ikke at være bange,” sagde eksborgmesteren til vælgerne efter angrebet.
Men selv da hun stoppede som borgmester for at hellige sig lægegerningen, forblev hun tilsyneladende på narkokartellernes dødsliste.
Tidligere på måneden kunne flere medier så berette, at den 36-årige Gorrostieta var blevet kidnappet og bortført foran sin skrækslagne datter, som hun var i færd med at køre i skole.
Blodig narkokrig
Forleden blev hun fundet død på en mark med knivsår, brandmærker og andre tegn på tortur, og myndighederne er overbeviste om, at der er tale om hævn fra en af narkokrigens parter.
Siden 1990'erne har rivaliserende narkobander i Mexico udkæmpet en blodig krig om magten i flere stater. Omkring 60.000 mennesker er blevet dræbt i narkokrigen, som mange steder hjælpes på vej af korrupte politifolk, siden 2006.
Flere borgmestre, lokalpolitikere og journalister, der har blæst til kamp mod narkokartellerne og korruption i politiet, er efterfølgende blevet dræbt.
Mexicos nyvalgte præsident Enrique Peña Nieto besøgte tirsdag Barack Obama for at drøfte landenes fælles udfordringer herunder den blodige narkokrig.
Nye strategier
USA støtter Mexico i kampen mod narkokartellerne, men Enrique Peña Nieto har på forhånd meldt ud, at han vil nytænke indsatsen.
Kampene mellem narkokartellerne er eskaleret, siden ekspræsident Felipe Calderon satte militæret ind mod de magtfulde kriminelle.
I et indlæg i Washington Post fastslår den nye præsident, at han vil fokusere kræfterne på at bekæmpe den omfattende gadekriminalitet ved at styrke politiet frem for militæret.
"Begge nationer er alvorligt ramt af organiseret kriminalitet og narkosmugling. Jeg vil fortsætte de bestræbelser, som blev indledt af præsident Felipe Calderón, men strategien må nødvendigvis laves om," siger Enrique Peña Nieto.
Hjælp fra USA
Mexicos præsident skal også mødes med Janet Napolitano, ministeren for indre sikkerhed i USA.
Parterne ventes blandt andet at skulle drøfte nye metoder til at reducere efterspørgslen af illegale stoffer i USA, standse strømmen af skydevåben til Mexico og den omfattende hvidvaskning af penge, som finder sted syd for den amerikanske grænse.