Når valgdueller bliver fysiske
Kongresmedlem tog for nylig lidt for hårdt fat om rival ved et ophedet valgmøde.
Los Angeles
Præsidentvalget den 6. november falder vanen tro sammen med valget til Senatet og Repræsentanternes Hus, hvor adskillige medlemmer er på valg.
Barack Obama og Mitt Romney er dermed langt fra de eneste, der har deltaget i ophedede debatter de seneste dage.
Mange på valg
Præsidentkandidaternes seneste møder har faktisk været tamme affærer sammenlignet med flere lokale dueller.
På et valgmøde tidligere på måneden i Los Angeles var det eksempelvis tæt på at udvikle sig til skærmydsler, da to garvede kongrespolitikere tørnede sammen.
Demokraterne Howard Berman og Brad Sherman har været medlem af Repræsentanternes Hus i Washington i henholdsvis 29 og 15 år.
Bittert opgør
En omlægning af de lokale valgdistrikter har imidlertid tvunget de veteraner ud i en direkte tvekamp, og det har ført til en bitter strid, som er eskaleret ved flere lejligheder.
Ved den seneste duel var det tæt på at gå helt galt, da Howard Berman beskyldte sin modstander for at lide af vrangforestillinger.
Det hidsede modparten op, og han blev blot endnu mere hidsig, da rivalen brød hans intimsfære ved at gå helt tæt på.
Brad Sherman greb pludselig sin modstander om skulderen og trak ham ind til sig, mens han truende råbte: ”Howard, ønsker du at gå ind i dette?”
Udstilles i politisk reklame
Seancen, som tilsyneladende morede tilhørerne, måtte kortvarigt afbrydes af ordstyreren, som forsøgte at dæmpe gemytterne, mens en sikkerhedsvagt gik mellem kandidaterne.
"Det var ikke klogt," sagde Brad Sherman, som ellers var favorit i det interne opgør, efter det bizarre optrin.
Howard Berman-lejren har ikke tøvet med at indrykke et hav tv-annoncer med en videooptagelse af seancen.
"Ineffektiv. Ond. Og for vred. Brad Sherman er bare ikke egnet til at repræsentere os," lyder det i den politiske reklame.
Se den uredigerede videooptagelse her
Se den politiske tv-annonce her