Fortsæt til indhold
USA

Major bag massakre på militærbase

En soldat gik torsdag amok på militærbase i Texas. Mindst 12 er dræbt og 31 såret.

Mindst 12 personer blev torsdag aften dansk tid skudt og dræbt på en amerikansk militærbase i Texas - tilsyneladende under en afslutningsparade.

Yderligere mindst 31 er såret, oplyser en talsmand for militæret.

Basen blev efter skuddramaet lagt i et såkaldt "lockdown," hvor alle udgange og indgange blev lukket.

Tv: Han skød og dræbte 12 personer

Gerningsmand skudt

Ofrene er tilsyneladende blevet skudt af en soldat, identificeret som den 39-årige major Nidal Malik Hasan. Majoren, der stod foran at skulle udsendes til Irak, blev såret i skudveksling med politiet.

"De første rapporter indikerer, at der var en skytte, der blev skudt flere gange på gerningsstedet. Han blev dog ikke dræbt som tidligere oplyst," fortalte hærens talsmand, Robert Cone, på en pressekonference ifølge CNN.

Gerningsmandens tilstand beskrives som stabil.

Umiddelbart efter skudepisoden var der forlydender om, at der havde været flere gerningsmænd bag skyderiet. Ifølge Cone blev tre mænd også indledningsvis anholdt, men de blev løsladt efter afhøring.

Obama: Horribel handling

På pressekonferencen oplyste Cone, at mindst 10 af de 12 dræbte er soldater.

Nyhedsbureauet AP's journalist i Det Hvide Hus oplyser, at præsident Obama er blevet orienteret om episoden. I en kort tale kaldte præsidenten dramaet for en "horribel voldelig handling".

»Det er svært nok, når vi mister disse soldater i kamp, men endnu værre, når de bliver skudt og dræbt på amerikansk jord på en militærbase,« sagde Obama.

Obama siger, at hans "tanker og bønner" går til ofrenes familier og pårørende. Han roste soldaterne for med livet som indsats "at beskytte os alle dagligt".

Den amerikanske præsident lovede, at alt vil blive gjort for at få oplysninger frem om gerningsmændene og deres motiver.

USA's største base

Fort Hood er USA's største militærbase og en af de største baser i verden og har i flere omgange sendt tusindvis af soldater til krigene i Irak og Afghanistan.

Basen rummer mindst 25.000 soldater og et stort antal civile.

Tv: Han skød og dræbte 12 personer