Forsker: Det vrimler med håne-film
Videoer, der viser amerikanske soldater skænde lig, bliver mere og mere udbredte på nettet.
Videoen, som tilsyneladende viser fire amerikanske marineinfanterister tisse på tre døde talebanere, er blot en af mange.
Det fortæller Mikkel Bruun Zangenberg, der i seks år har undersøgt de videoer, som amerikanske soldater lægger på nettet under deres udsendelse til krige i lande som Irak og Afghanistan.
Han fortæller, at flere og flere videoer bliver smidt på nettet, hvor de vækker begejstring blandt både mænd og kvinder hjemme i USA.
Danskere må ikke
Ifølge lektor Mikkel Bruun Zangenberg fra Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet er det forbudt for danske soldater, men amerikanske soldater har længe haft en tradition for at skrive blogs og uploade videoer, mens de er udsendt.
"Nogle får penge af det amerikanske militær for at levere patriotisk materiale, men der er også andre bloggere, som er uafhængige. Videoerne kan være på få sekunder, mens andre er redigerede. De kan vise en helikopter, som skyder folk tilsat heavy-musik," siger Mikkel Bruun Zangenberg til jp.dk.
Han fortæller, at der cirka en gang om ugen bliver lagt en ny video på nettet fra f.eks. krigen i Afghanistan.
"Mænd synes, det er spændende at se mennesker blive slået ihjel i virkeligheden. Men der er også kvinder, som ser videoerne. De jubler og skriver begejstrede kommentarer som "fjenden skal ned med nakken"," siger Mikkel Bruun Zangenberg.
"Krig er altid beskidt"
Mikkel Bruun Zangenberg forsker i forholdet mellem krigen og de digitale medier og i de fortællinger, vi skaber om krigen.
Han fortæller, at krig altid er beskidt, men modsat amerikanerne har danskerne ikke så ofte læst om eller set soldater juble eller gøre værre ting.
Da dokumentarfilmen "Armadillo" i sin tid udkom, skabte scenen, hvor danske soldater jubler efter at have dræbt fjenden, derfor stor debat:
"Vi regner med, at de danske soldater opfører sig ordentligt, og derfor kommer det som et stort chok," siger Mikkel Bruun Zangenberg, der mener, at danskerne derfor har et mere naivt forhold til krig end f.eks. amerikanerne.
Militæret tager afstand
Det er uvist, hvem der har lagt videoen af de fire marineinfanterister på Youtube, og det er ikke blevet bekræftet, hvorvidt videoen er ægte.
Fra Marineinfanteristernes hovedkvarter i Pentagon lyder det i en pressemeddelelse:
"De viste handlinger repræsenterer ikke vores kerneværdier og stemmer ikke overens med marineinfateristerne i vores korps karakter. Denne sag vil blive undersøgt til bunds."
Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer frygter, at den kan sætte amerikanske soldater og civiles liv på spil, blandt andet fordi den kan vække vrede i den afghanske befolkning.

Et-årig overlevede tur i vaskemaskine

Merkel og Hollande i første infight
EU-vækstpakke på vej
Statsministeren venter, at Danmark kan krone EU-formandskabet med en vækstpakke i juni. Læs artikel
Facebook mister venner
Facebooks børsdebut var planlagt som en triumfmarch, men har udviklet sig til pinlig vaklen. Læs artikel
Flere kommuner forbyder røg i arbejdstiden
Nyd sommervejret - så længe det varer
Efter Pinsen køler det lidt ned og regner. Juli-august gider du ikke høre om. Læs artikel











