Palin - magtsyg, doven og isoleret?
Et yderst kritisk portræt af kvinden, der kunne være blevet USA's vicepræsident, har udløst vrede reaktioner fra Alaska. Skribenten hævder, at han slet ikke tog det værste med.
Sarah Palin har måttet tage det tunge skyts frem i et forsøg på at afvise en uhørt skarp kritik, der i en opsigtsvækkende artikel i magasinet Vanity Fair rettes mod den tidligere republikanske kandidat til posten som USA's vicepræsident.
"De, der er impotente og slappe og feje og uden mod, støtter sig til anonyme kilder. Slappe og feje reportere bruger anonyme kilder og citerer dem, som om det var kendsgerninger," lød det i typisk Palin-stil om den mere end 10.000 ord lange artikel skrevet af Michael Joseph Gross.
Seksuelle undertoner
Palins kritikere har ikke været længe om at påpege de seksuelle undertoner i denne reaktion. Gross har således ikke lagt skjul på, at han er bøsse. Palin er flere gange blevet beskyldt for at lefle for vælgere med homofobiske tendenser.
I Vanity Fair tegnes der et portræt af den 46-årige Palin som en magtbegærlig kvinde med et mildt sagt forrygende temperament. En kvinde, der er blevet mere og mere isoleret i takt med den voksende berømmelse.
Lang række anonyme kilder
Palin, der opgav guvernørposten i Alaska 18 måneder før tiden for at kaste sig ud i en yderst indbringende karriere som taler og politisk kommentator, nægtede at lade sig interviewe og forbød familie og venner at sige så meget som et enkelt ord til Gross.
En lang række anonyme kilder har derimod ikke tøvet med at give saftige detaljer om eksguvernørens privatliv og om hendes optræden, når hun er uden for rampelyset. Et par hotelportører forklarer således, at Palins rigdom (årsindtægten ligger omkring 13 mio. dollars) ikke har smittet af på hendes omgivelser.
En af dem fik blot sølle 5 dollars i drikkepenge for at slæbe alle familiens kufferter. En anden fik ikke så meget som en cent, skønt han blev på sin post til efter midnat, så han kunne fragte Sarahs og ægtemanden Todds bagage til værelset.
"Kunne ikke diskutere budget"
Et tidligere medlem af byrådet i Wasilla, hvor Palin var borgmester i seks år, retter en lammende kritik mod den ambitiøse politiker. Colleen Cottle fastslår, at tiden er inde til at fortælle sandheden.
"Hun kunne ikke koncentrere sig. Med Sarah var det altid, hvad står der på dagens program? Hun kunne ikke diskutere budgettet, fordi hun ikke forstår matematik eller bogføring, hun kender blot smarte ord som budgetbalance."
Cottle beskylder også Palin for at have været doven. En beskyldning som andre bekræfter. Hun gik hjem efter fire timers arbejde og overlod opgaverne til andre. De vil imidlertid ikke udtale sig af frygt for at miste deres stillinger.
Voldsomt skænderi
En af familiens venner beretter om et ægteskabeligt skænderi, der blev så voldsomt, så porcelæn og andre våben fløj gennem parrets villa i Wasilla. Resultatet blev et køleskab, der så ud, som var det blevet ramt af salver fra et maskingevær.

Atomsamtaler med Iran fortsætter torsdag

Merkel og Hollande i første infight
Europa forbereder sig på græsk exit
Embedsmænd har intensiveret klargøringen af beredskabet i tilfælde af et græsk farvel. Læs artikel
Facebook mister venner
Facebooks børsdebut var planlagt som en triumfmarch, men har udviklet sig til pinlig vaklen. Læs artikel
Flere kommuner forbyder røg i arbejdstiden
Nyd sommervejret - så længe det varer
Efter Pinsen køler det lidt ned og regner. Juli-august gider du ikke høre om. Læs artikel











