*

USA

Trump advarer Puerto Rico om udløbsdato på katastrofehjælp

Puerto Rico er selv skyld i sine problemer, indikerer præsidenten tre uger efter destruktiv orkan.

Præsident Donald Trump smed under sit besøg i den katastroferamte amerikanske stat køkkenruller ud til tilhørere. Store dele af Puerto Rico har tre uger efter orkanen Maria stadig ikke strøm. Foto: AP/Evan Vucci

San Francisco

For en uge siden forsikrede præsident Donald Trump puertoricanere om, at han »ikke ville hvile,« før det amerikanske territorium var på benene igen oven på ødelæggelserne fra orkanen Maria.

Men torsdag advarede han om, at hjælpen har en udløbsdato.

»Vi kan ikke holde hjælpearbejdere, militæret og nødberedskab, som har været fantastiske (under de sværeste omstændigheder) i Puerto Rico for altid,« tweetede han.

Meldingen kom til trods for, at størstedelen af Puerto Ricos 3,4 mio. store befolkning tre uger efter orkanen stadig ikke har adgang til strøm og rent vand.

I et andet tweet citerede præsidenten en tv-journalist, for at »Puerto Rico overlevede orkanen, men nu står det over for en finansiel krise, som det selv har skabt.«

Dette er en henvisning til, at Puerto Rico har en gæld på 74 mia. dollar, hvilket er et resultat af statslige lån i et forsøg på at holde økonomien kørende under den recession som fulgte efter udfasningen af favorable skatteregler.

Orkanen har gjort situationen værre. Det syntes Trump i sidste uge at anerkende, da han sagde, at den gæld kunne kreditorer godt vinke farvel til. Markederne tog ham på ordet. Det fik værdien af puertoricanske obligationer til at styrtdykke, men den næste dag sagde Det Hvide Hus, at Trumps udtalelse ikke skulle tages bogstaveligt.

I et tredje tweet indikerede Trump også, at Puerto Rico selv har gravet det hul, som det finder sig i, fordi »elforsyningsnetværket og infrastrukturen var en katastrofe« allerede inden, at den blev ramt af den værste orkan i mere end 100 år.

Præsidenten slog ligeledes fast, at det er op til Kongressen - der i øvrigt torsdag godkendte en hjælpepakke på 36,6 mia. dollar til orkanramte områder - at »beslutte, hvor mange penge,« der skal bruges i Puerto Rico.

Puerto Ricos guvernør, Ricardo Rossello, tweetede tilbage, at puertoricanere, som har været en del af USA siden 1898, men ingen repræsentanter har i Kongressen, kun beder »om den samme støtte, som enhver af vores medborgere ville modtage på tværs af nationen.«

Trumps meldinger kommer oven på et besøg i Puerto Rico i sidste uge, som ikke faldt alt for heldigt ud. Meningen var, at det skulle dæmpe kritikken af, at præsidenten kom sent ud af starthullerne med hjælp. Men en stor del af mediedækningen fokuserede på, at Trump kastede køkkenrulle ud til tilhørere og indikerede, at dødstallet er lavere end ved »rigtige katastrofer« såsom orkanen Katrina i 2005, hvor mere end 1.200 døde.

I Puerto Rico er det seneste dødstal 45 mennesker.

Fra Det Hvide Hus indikerede talsmand Sarah Sanders i en meddelelse, at der ikke var var noget usædvanligt i Trumps udtalelser.

»Vores job i enhver nødhjælpssituation er at hjælpe samfundet med selv at håndtere katastrofen,« fastslog hun:

»Vi fortsætter med at sætte alle kræfter ind Texas, Florida, Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer såvel som andre områder. Hjælp varer ikke evigt; det skal være så hurtigt som muligt for at hjælpe folk tilbage til hverdagen,« sagde hun uden at komme ind på, hvorfor Trump i så fald netop fremhævede Puerto Rico i sine tweets.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Annonce
Tydeligt ironisk BBC-vært læste gammel nyhed på direkte tv
BBC-værten kunne i denne uge afsløre, at det britiske kongehus får en ny baby til april - men det er en gammel nyhed, bemærkede værten lettere ironisk. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her