*

USA

Kongressen fejlede: Nu vil Trump selv destruere Obamacare

Præsidenten vil med et nyt dekret undtage millioner af amerikanere fra Obamacare for at underminere ordningen.

Manuel Balce Ceneta

SAN FRANCISCO

Efter at republikanere i USA's Kongres har gjort flere kuldsejlede forsøg på at tilbagerulle og erstatte Obamacare, vil præsident Donald Trump nu selv tage affære.

I et tweet tirsdag morgen indikerede Trump, at han vil bruge et præsidentielt dekret til at underminere afgørende dele af den offentlige sygesikring, som blev indført under hans forgænger Barack Obama.

»Siden Kongressen ikke kan tage sig sammen omkring sundhedsvæsenet, vil jeg bruge pennens magt til at give mange mennesker god sygedækning. Hurtigt,« tweetede Trump.

Amerikanske medier fortæller på baggrund af et udkast til dekretet, at det vil skabe en række huller i loven, som gør det muligt for millioner af amerikanere at ignorere forsikringskravene under Obamacare.

Det ventes f.eks. at gælde mindre selskaber; ideen har ellers været, at individer, samfundsgrupper eller små erhvervsvirksomheder kan slå sig sammen i mindre selskaber og via Obamacare opnå en bedre sygesikring for flere til færre penge.

Problemet er, at bliver nok raske mennesker undtaget, således at forsikringsselskaber kan sælge disse meget billige ordninger uden om Obamacare, vil flere forlade ordningen og underminere den, skriver Washington Post.

Det er ikke første gang, at Trump-regeringen tager skridt for at hive tæppet væk under ordningen.

Sundhedsministeriet har siden Trumps indsættelse som præsident allerede reduceret den periode, hvor det er muligt at tegne forsikring via Obamacare fra tre måneder til seks uger.

Beløbet til at promovere Obamacare er skåret ned fra 100 mio. dollar til 10 mio. dollar.

Grupper, der assisterer folk med at indskrive sig, har fået deres budget nærmest halveret fra 62,5 mio. dollar til 36 mio. dollars.

Trump-regeringen bliver også ved med at lege med ideen om at reducere det beløb, som bliver brugt til at støtte forsikringsselskaber, som tilbyder ordninger til de dårligst stillede amerikanere.

Trump har ellers flere gange – både før og efter præsidentvalget – hævdet, at forsikringsmarkederne for Obamacare vil kollapse af sig selv.

Men den amerikanske regerings skridt kombineret med det kommende dekret indikerer, at Trump finder det nødvendigt at underminere ordningen, hvis han forudsigelse skal kunne gå i opfyldelse.

Planen kommer til trods for, at Trump tidligere kritiserede Obama for at bruge præsidentielle dekreter til at gennemføre ting, som han ikke kunne få igennem Kongressen.

Det forsvarede Det Hvide Hus talsmand, Sarah Sanders, dog tirsdag ved at pege på, at mange republikanere gik til valg på at tilbagerulle Obamacare.

»Det amerikanske folk har krævet, at der skulle ske noget, og så er det ikke overraskende, at præsidenten handler,« sagde hun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Bolig
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere
Hun fandt sit kreative drive på en gård langt ude på landet
Cecilie Elisabeth Rudolph er en kreativ sjæl, som både arbejder med tekstil-, print- og materialedesign. Hun deltager netop nu i udstillingen “Our Scissors” om Fiskarssakse på Helsinki Design Museum og har et julesamarbejde med designfirmaet Stilleben. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her