*

USA

Vidne: »Tydeligt med vilje at bil ramte demonstranter«

Demonstration i Virginia i USA tog en voldsom drejning lørdag aften, da bil pløjede ind i mennesker.

Bilen kørte med stor hastighed ind i folkemængden. Foto: Ryan M. Kelly/AP

- Det var meget tydeligt med vilje.

Sådan siger den 37-årige mand Brennan Gilmore til NBC News. Han overværede lørdag aften, at en grå bil pløjede ind i en en gruppe demonstranter i byen Charlottesville i Virginia i USA.

En er død ved sammenstødet, og 19 er såret, oplyser det lokale hospital ifølge AP.

Højreorienterede grupper var samlet i byen for at protestere over en beslutning om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee - en markant officer under den amerikanske borgerkrig.

Det førte til moddemonstrationer.

Sårede køres bort af redningsmandskab efter at være blevet ramt af den mørke bil. Foto: Steve Helber/AP

Øjenvidnet Brennan Gilmore filmede hændelsen med bilen, og han fortæller, at han hørte hvinende dæk, inden den grå bil ramte ind i en anden bil.

Flere optagelser viser bilen, da den kører ind i menneskemængden. Jyllands-Posten advarer dog om, at der er voldsomme billeder i nedenstående tweet:

- Fra enden af gaden accelererede den og satte farten ned lige før menneskemængden, og så blev der hugget på speederen gennem mængden, som fik kroppe til at flyve. Så bakkede den, slæbende med kroppe og tøj, siger han til NBC News.

New York Times, der også har snakket med vidnet, skriver, at han var på gaden for at gå imod de højreorienterede grupper. Brennan Gilmore fortæller, at han efter at have filmet hjalp nogle af de sårede.

- Volden og hadet i vores samfund er ude af kontrol, siger han til New York Times.

Tre er døde i Charlottesville efter racesammenstød

22-årige Matt Korbon, der er studerende ved Virginias Universitet, fortæller ligeledes om hændelsen.

Han beretter til AP, at flere hundrede moddemonstranter kom gående, da der "pludseligt var en hvinende lyd af dæk".

Føreren af bilen er anholdt.

Ifølge Reuters er i alt 34 såret i byen lørdag aften. 19 er såret ved bilsammenstødet, mens 15 andre er såret ved separate sammenstød.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i en tale fordømt alle parter, der er til stede i Charlottesville.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her