Fortsæt til indhold
USA

23-årig mand risikerer 20 års fængsel, efter han forsøgte at åbne fly-nødudgange i luften

En stewardesse samt en passager blev efter hændelsen sendt på hospitalet med alvorlige skader.

Det var ifølge FBI en 23-årig mand, der var skyld i, at et passagerfly, der var på vej fra Seattle til Beijing, torsdag aften måtte vende om efter knap en time i luften.

Manden havde ikke, som det i første omgang forlød, forsøgt at trænge ind i cockpittet, men havde i stedet forsøgt at åbne en flydør, der benyttes som nødudgang.

Den 23-årige mand havde rejst sig fra sit sæde på første klasse og gik efter et hurtigt toiletbesøg over til en af flyenes nødudgange.

Her tog han fat i håndtaget og forsøgte at åbne døren, hvilket fik to stewardesser til at reagere og forsøge at stoppe manden.

Den 23-årige slubbede stewardesserne væk og fortsatte med at hive i håndtaget til døren.

Besætningen valgte at bede flere passagerer om hjælp, før de orienterede piloten, der valgte at vende flyet om.

En af stewardesserne greb to vinflasker og kastede dem mod væggen, så de blev smadret lige over den 23-åriges hoved for at få ham til at slippe sit greb.

Det lykkedes besætningen samt de tilkaldte passagerer at få overmandet den 23-årige, men flere blev skadet i den sammenhæng, eftersom manden slog fra sig med sine næver samt ved at bruge vinflasker.

Ifølge FBI havde den 23-årige mand fået håndtaget til flydøren halvvejs op, inden han blev lagt ned og bundet sine hænder og fødder med strips.

En stewardesse og en passager blev efter landingen kørt til hospitalet med »alvorlige skader«.

Den 23-årige blev ved landingen anholdt og kan ifølge FBI risikere op til 20 års fængsel for sin ageren og kan desuden få en bøde på 250.000 dollar, svarende til over 1,6 mio. kr.

Det er endnu uvist, hvad der fik manden til at forsøge at åbne nødudgangen.