Fireårig til sin mor, efter at en betjent skød en sort mand: »Mor, hold op med at græde og bande. Jeg vil ikke have, at du bliver skudt«
En bilist blev dræbt af en politibetjent efter et rutinetjek.
Den fireårige datter var afdæmpet, men bekymret.
Kort forinden var hendes mors kæreste, den 32-årige Philando Castile, blevet skudt af en politibetjent efter at være blevet stoppet på grund af en defekt baglygte.
Betjent skød syv gange: Frifundet i retten
Nu sad hun på bagsædet af en politibil med sin mor, der grædende og råbende sendte forbandelser mod politiet.
Imens forsøgte den fireårige datter at berolige moren, viser en videooptagelse, der netop er blevet offentliggjort efter en retssag mod politibetjenten Jeronimo Yanes, der affyrede de dræbende skud den 6. juli 2016 i Minnesota.
»Mor, hold op med at græde og bande. Jeg vil ikke have, at du bliver skudt,« sagde datteren.
»Okay. Giv mig et kys,« svarede moren, der langsomt blev mere rolig.
Både før og efter holdt den fireårige datter om sin mor, mens hun sagde »jeg skal nok passe på dig«.
Undervejs sagde hun også, at hun »ønskede, at den her by var mere sikker«.
På det tidspunkt vidste de to ikke, at Philando Castile ville dø af skuddene.
Betjenten Jeronimo Yanes blev i sidste uge frifundet. Det fik flere borgerrettighedsgrupper og aktivister til at protestere.
»Systemet bliver ved med at fejle over for sorte. Min søn elskede denne by, og byen slog min søn ihjel. Og en morder slipper af sted med det,« sagde offerets mor, Valerie Castile, efter dommen.
Dagen inden drabet på Castile blev den 37-årige Alton Sterling - ligeledes en sort mand - skudt og dræbt af en politibetjent i Falcon Heights i Minnesota uden for en dagligvarebutik, hvor han stod og solgte cd’er.
Politiet hævdede, at han greb ud efter et våben under en anholdelse.
Drabene på Alton Sterling og Philando Castile førte til en stor demonstration i Dallas, hvor fem betjente mistede livet, mens 11 blev såret.
På en optagelse fra hændelsen kan man høre Philando Castile gøre betjenten opmærksom på, at han har et skydevåben på sig. Betjenten siger, at han ikke skal trække det.
Castile siger angiveligt, at han rækker ud efter sin pung, mens betjenten råber en advarsel.
Herefter affyrer han syv skud på få sekunder, hvoraf fem skud rammer Castile.
Betjentene var på daværende tidspunkt på udkig efter en bevæbnet røver.