*

USA

Ung amerikaner død efter halvandet år i nordkoreansk arbejdslejr

22-årige Otto Warmbier blev idømt 15 års hårdt arbejde for at have stjålet en plakat i Nordkorea.

22-årige Otto Warmbier blev idømt 15 års hårdt strafarbejde for at have stjålet politisk propagandamateriale. Foto: AP/Jon Chol Jin

En amerikansk studerende, som for nylig blev løsladt fra en arbejdslejr i Nordkorea, er død.

Det oplyser familien i en udtalelse, som er blevet udsendt af et universitetshospital i delstaten Ohio.

- Det er vores triste pligt at oplyse, at vores søn, Otto Warmbier, har afsluttet sin rejse hjem. Omgivet af sin hengivne familie døde Otto i dag (mandag, red.).

- Vi vil gerne takke de vidunderlige ansatte på universitetshospitalet i Cincinnati, som gjorde alt, hvad de kunne for Otto.

- Desværre betød den forfærdelige tortur, han blev udsat for af Nordkorea, at intet andet udfald var muligt, end det sørgelige vi oplevede i dag, skriver familien.

22-årige Warmbier havde siddet fængslet i Nordkorea i 17 måneder for at stjæle en politisk plakat fra et hotel i hovedstaden Pyongyang - noget han grædende indrømmede.

Han blev idømt 15 års hårdt strafarbejde af den nordkoreanske højesteret for at have stjålet politisk propagandamateriale.

Den studerende mistede bevidstheden i fangelejren og gik i koma i marts 2016.

I sidste uge blev han sendt hjem til USA af regimet i Nordkorea, som forklarede løsladelsen med "humanitære årsager", hvorefter Warmbier blev indlagt på hospitalet i Cincinnati.

Tiden i fangelejren gav ham alvorlige hjerneskader, konkluderede lægerne i hjemlandet, men det var uklart, hvad der var skyld i dem.

Inden Otto Warmbier kom til USA, holdt den amerikanske udsending i Nordkorea, Joseph Yun, et møde med Nordkoreas FN-ambassadør i New York.

Her hørte Yun for første gang om den 22-årige studerendes tilstand.

Warmbier blev løsladt af Nordkorea "af humanitære årsager", hed det sig, men de skader han pådrog sig i Nordkorea kunne han ikke overleve.. Foto: Sam Greene
Han rejste efterfølgende til Nordkorea med to læger og tilså Otto Warmbier 12. juni, hvor han krævede ham løsladt af humanitære årsager.

Dagen efter var den 22-årige på vej hjem.

Dermed er der tre tilbageværende amerikanske statsborgere, som bliver holdt fanget i Nordkorea.

USA's regering anklager regimet for at bruge fangerne som politiske brikker, mens Nordkorea hævder, at amerikanerne og Sydkorea sender spioner ind i landet for at vælte regeringen.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, fordømte mandag det nordkoreanske regime, som han kaldte brutalt, efter at han fik beskeden om Warmbiers dødsfald.

- Dårlige ting er sket, men i det mindste nåede han hjem til sine forældre, sagde han i Det Hvide Hus.

/ritzau/AP
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Annonce
Jeg var ked af bare at kukkelure i min lejlighed
Der er stort behov for et sted for socialt udsatte i Grenaa. Byens nye værested er stuvende fuld af ensomme ældre, misbrugere, hjemløse og psykisk sårbare. Den brogede flok har nu fundet et fællesskab og frirum i Café Grenaa. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her