*

USA

Trumps vælgermøder er blevet voldelige

Sammenstød mellem vælgere og kritikere har ført til en række voldelige episoder ved Donald Trumps vælgermøder.

Der er opstået vold under en del af Donald Trumps vælgermøder. Foto: Bill Sikes/AP

Donald Trumps vælgermøder tiltrækker enorme folkemængder - men ikke alle iblandt dem er lige glade for Trumps politik. Og det giver de gerne udtryk for.

Det har ført til en række voldelige episoder mod Trump-kritikere ved en del af vælgermøderne, skriver flere amerikanske medier, herunder Time Magazine.

Senest gik det galt i North Carolina, hvor en vælger slog en kritiker med knyttet næve. Kritikeren ses herefter blive kastet til jorden af sikkerhedsvagter.

Trump selv har senere meddelt, at han mener, det var »passende,« at kritikeren blev slået ned, fordi han selv gik og langede ud efter folkemængden, mens sikkerhedsvagter eskorterede kritikeren og hans venner ud. Videooptagelserne vidner dog om en anden virkelighed.

Trump må forsvare sig mod en tidligere præsidentkandidat og nazibeskyldninger

Det var 78-årige John McGraw, der slog kritikeren, og han er senere blevet tiltalt af politiet. Ifølge The Guardian udtalte han efter episoden, at han havde nydt at slå ham, og at kritikeren fortjente det.

»Næste gang vi ser ham, bliver vi måske nødt til at slå ham ihjel. Vi ved ikke, hvem han er. Måske er han associeret med en terror-organisation,« sagde McGraw.

Det er langt fra første gang, at sammenstød mellem Trumps vælgere og kritikere er blevet voldelige til Trumps vælgermøder.

Ofte går det ud over minoritetsgrupper. I oktober var det latinamerikanske Ariel Rojas, der blev kastet på jorden, slæbt og sparket til under et vælgermøde, og i november var det afroamerikanske Mercutio Southall, der blev slået og råbt racistiske navne efter. 

Donald Trump forsvarede sin manddom: »Kig på disse hænder, er de små?«

På et vælgermøde i Iowa i februar opfordrede Trump ligefrem sine vælgere til at udøve vold mod kritikerne. På hans regning.

»Slå ham for fanden, gider du? Seriøst, bare slå til. Jeg lover, at jeg betaler de juridiske omkostninger. Jeg lover det,« sagde han ifølge The Guardian. 

På et andet møde har han sagt, at hans vælgere kan gøre, hvad de vil, og at han stadig vil elske dem.

Men det er ikke kun kritikerne, det går ud over. To journalister har også været centrum for voldelige episoder til Trumps vælgermøder. Først en pressefotograf fra Time Magazine, der blev kastet på jorden af sikkerhedsvagter, da han i ro og mag forsøgte at fotografere kritikernes protester.

Og senest er det journalisten Michelle Fields fra det konservative medie Breitbart, der angiveligt skulle være blevet forulempet af Trumps kampagneleder. Eftersigende skulle Fields have stillet Trump et kritisk spørgsmål, der ikke behagede kampagnelederen, der derefter tog så hårdt fast i hendes håndled og trak hende ned på jorden, at hun fik blå mærker.

Donald Trumps vælgermøder starter nu alle med en video, der informerer vælgerne om, at de ikke må slå eller på andre måder skade andre, der protesterer.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her