*

 

USA

Trump og Clinton ligner store favoritter før Super Tuesday

Meningsmålingerne forud for en af de vigtigste valgdage i den amerikanske valgkamp peger på sejre til forhåndsfavoritten og den store overraskelse.

De republikanske vælgere ser ud til at give Donald Trump et solidt rygstød på den store valgdag Super Tuesday. Foto: Lance Iversen/AP

Los Angeles

Utallige kontroversielle udtalelser til trods, så lader rigmanden Donald Trump til at få en rigtig god tirsdag. Blandt de republikanske kandidater tyder meningsmåligerne på, at Trump er den eneste, hvis tirsdag for alvor bliver super på dagen, som i USA går under navnet Super Tuesday.

12 stater skal stemme om såvel det republikanske som det demokratiske præsidentkandidatur natten til onsdag dansk tid, og selvom ingen af kandidaterne fra hverken Demokraterne eller Republikanerne matematisk kan sikre sig kandidaturet tirsdag, så giver dagen en klar indikation af, hvem der i sidste ende skal kæmpe om at blive USA's 45. præsident til efteråret.

Hos Republikanerne siger meningsmålingerne, at Donald Trump kommer til at dominere tirsdagens valg stort. I de fleste af de stater, hvor der er foretaget meningsmålinger i ugerne og dagene op til valget tirsdag, har den kontroversielle ejendomsmilliardær således ganske solide i forspring.

I sydstaterne Virginia og Georgia er Donald Trump i front med 14,5 procentpoints forspring ned til Florida-senatoren Marco Rubio, ifølge et gennemsnit af meningsmålingerne foretaget af realclearpolitics.com.

Samme tendens ses længere nordpå. I staten Massachusetts ligger Trump i gennemsnittet til at føre med 27,5 procentpoint ned til Rubio.

Det er faktisk kun i Texas, hvor Donald Trump ikke lige nu står til at tage en sejr. Det gør i stedet en af statens senatorer, Ted Cruz, der som den eneste indtil videre har formået at slå Donald Trump. Det gjorde han ved det første valg i staten Iowa.

Hjemme i Texas ser Cruz ud til at kunne fortsætte den tendens og ligger lige nu 9,6 procentpoint foran Donald Trump i realclearpolitics.coms gennemsnit.

På landsplan må Cruz og Rubio dog kigge meget langt efter Donald Trump. Faktisk længere end på noget andet tidspunkt af valgkampen, hvis man skal tro den seneste landsdækkende meningsmåling, som analysebureauet ORC har foretaget for tv-stationen CNN.

Næsten halvdelen af de adspurgte, 49 pct., pegede i denne måling på Donald Trump, som deres foretrukne kandidat. Langt, langt efter, 33 procentpoint, ligger Marco Rubio med 16 procent af stemmerne og Cruz med 15 procent.

Hillary Clinton ligner den store vinder hos Demokraterne, når partiets vælgere i 12 stater skal stemme tirsdag. Foto: Charlie Neibergall/AP
Hos Demokraterne tegner der sig forud for tirsdagens store valgdag også en helt klar favorit. Men modsat Republikanerne, så er det nok være kommet bag på de færreste, at den favorit er tidligere udenrigsminister Hillary Clinton.

På trods af at have ydet væsentlig mere kvalificeret modstand end først antaget, ser den erklærede demokratiske socialist, Bernie Sanders, ud til at rende ind i et par gedigne øretæver under tirsdagens valg.

Hillary Clinton står således til at tage store sejre i langt de fleste stater, der skal stemme tirsdag, ifølge realclearpolitics.coms gennemsnit. Men faktisk står Bernie Sanders til at tage den største af alle sejre i de demokratiske valg tirsdag.

Det er i den 74-årige senators hjemstat Vermont, hvor den seneste meningsmåling fra Public Policy Polling fra midten af februar gav Sanders en føring på hele 76 procentpoint.

Den seneste landsdækkende meningsmåling fra CNN viser, at 55 procent af de demokratiske vælgere peger på Clinton som deres foretrukne kandidat, mens Sanders her må nøjes med 38 procent af stemmerne.

Følg
Jyllands-Posten
Valg i USA
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her