*

Breaking
Gratis på SMS: Send JPBREAK til 1218 | Få nyheden på mail
USA

Erotisk skuespillerinde skaber problemer for kristen præsidentkandidat

Skuespillerinden Amy Lindsay er fredag blevet hovedperson i den republikanske valgkamp.

Texas-senatoren Ted Cruz er en meget kristen mand. Det gjorde han senest klart så sent som fredag, da han deltog i Carolina Values Summit. Foto: John Bazemore/AP

Los Angeles

Sex sælger. Det udsagn er nærmest ligeså gammelt som reklameindustrien selv. Men et eksempel fra den amerikanske præsidentvalgkamp har fredag vist, at det ikke altid er tilfældet.

Texas-senatoren Ted Cruz, der er blandt favoritterne til at vinde det republikanske præsidentkandidatur, udsendte torsdag en kampagnevideo, som langede ud efter konkurrenten Marco Rubio.

Uden nærmere forklaring trak Cruz-kampagnen dog videoen tilbage få timer efter, den var blevet offentliggjort. Fredag er årsagen til kampagnevideoens korte levetid dog kommet frem.

Videoen udspiller sig til en fiktiv gruppeterapi hos den ligeledes fiktive forening Anonyme Konservative, der skal minde om Anonyme Alkoholikere, som består af vælgere, der tidligere har stemt på Marco Rubio og er blevet skuffet over hans manglende arbejde for konservative mærkesager.

Efter en af de mandlige deltagere har fortalt sin historie, siger en kvinde til ham, at han »næste gang måske skal stemme på mere end et kønt ansigt«.

George W. Bush kommer lillebror til hjælp

Kvinden bag replikken har dog et cv, der indeholder væsentligt mere farverige opgaver end en politisk kampagnevideo til fordel for en højrefløjspolitiker.

Det drejer sig nemlig om skuespillerinden Amy Lindsay, der har flere erotiske film i bagkataloget, har flere amerikanske medier kunnet berette fredag.

I sig selv muligvis ikke diskvalificerende, men det er det, når man som Ted Cruz går benhårdt efter kristne vælgere og fremstiller sig selv som en meget troende mand. Særligt, når videoen var planlagt til at køre i sydstaten South Carolina, der er en del af det såkaldte bibelbælte i det sydlige USA.

»Skuespillerinden dukkede op til en åben casting. Hun gjorde det godt og fik opgaven. Uheldigvis blev hendes baggrund ikke tjekket af casterne. Havde kampagnen kendt til hele hendes baggrund, så havde hun naturligvis ikke fået lov at medvirke i videoen,« skrev Cruz-kampagnen i en pressemeddelelse tidligere fredag.

Selv er Amy Lindsay ærgerlig over, at kampagnevideoen nu er blevet trukket tilbage.

»Meget skuffet over, at Ted Cruz-kampagnen har trukket den nationale video, som jeg havde en rolle i, tilbage,« skrev hun tidligt fredag morgen dansk tid på det sociale medie Twitter.

Lindsay har over for onlinemediet Buzzfeed, der var først med historien om hendes ganske pæne spændvidde som skuespiller, fortalt, at hun både er republikaner og konservativ kristen.

De republikanske vælgere i South Carolina skal til stemmeurnerne 20. februar i det første valg, hvor vinderen kommer til at tage alle statens delegerede med sig i kampen om det republikanske præsidentkandidatur.

Ifølge den seneste meningsmåling fra sydstaten, foretaget for avisen Augusta Chronicle, er rigmanden Donald Trump lige nu den helt store favorit til at vinde staten. 36 procent af de adspurgte pegede på Trump, hvilket er 17 procentpoint bedre end Ted Cruz, der ligger på andenpladsen med 19 procent af stemmerne.

Dermed er meningsmålingen, der blev offentliggjort fredag, på linje med den forrige af slagsen, der blev foretaget i midten af januar for tv-stationen NBC og avisen Wall Street Journal. Her fik Trump også 36 procent af stemmerne, mens Cruz fik 20.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her