*

 

USA

Nu begynder de republikanske kandidater at falde fra

To markante navne har forladt det amerikanske præsidentvalg. Et af dem kan måske vende tilbage.

53-årige Rand Paul blev forud for den republikanske valgkamp spået gode chancer for at gøre en forskel. Det gjorde han ikke, og nu har han trukket sit kandidatur. Foto: Nati Harnik/AP

Los Angeles

Det historisk store felt af republikanske præsidentkandidater er så småt ved at blive mindre. Da feltet skulle gøres op i sensommeren 2015 havde hele 22 mere eller mindre kendte republikanere meddelt, at de ville gå efter partiets præsidentkandidatur.

Flere trak sig allerede, inden det første kryds var sat, men to dage efter det første valg i staten Iowa, er feltet nu nede på 10, efter at to af de mere kendte navne siden tirsdag har valgt at trække sig.

Senest har Kentucky-senatoren Rand Paul onsdag meddelt, at han nu opgiver kampen mod Donald Trump, Ted Cruz, Marco Rubio og de andre.

»Det har været en utrolig stor ære at føre en principorienteret valgkamp. I dag vil jeg stoppe, hvor jeg begyndte, klar og villig til at kæmpe frihedens kamp,« lød det i en pressemeddelelse fra Rand Paul, der har siddet i det amerikanske senat siden 2011.

53-årige Rand Paul måtte meget skuffende nøjes med 4,5 procent af stemmerne i Iowa, hvilket placerede ham på en femteplads.

Det var måske ikke den store overraskelse i forhold til meningsmålingerne, men der var store forventninger til libertarianeren ved starten af hans kampagne.

Ikke mindst fordi hans far, Ron Paul, i 2012 fik over 21 procent af stemmerne i Iowa.

Ron Pauls (tv.) ultra-liberale budskaber vandt genklang i Iowa i 2012, men sønnens mere moderate udgave blev aldrig en succes i 2016. Foto: Paul Sancya/AP

Rand Paul har udmærket sig under valget ved at tale for en langt mindre aggressiv amerikansk udenrigspolitik, for en langt mindre stat, mere personlig frihed og rettede sit fokus primært mod de unge vælgere.

Det resulterede i, at han havde de klart mest højrøstede støtter under tv-debatterne. Pauls talsmand, Sergio Gor, har fortalt tv-stationen CNN, at han ikke vil komme med en støtteerklæring til en af de øvrige kandidater før tirsdagens valg i staten New Hampshire.

Ved dette valg vil 60-årige Mike Huckabee heller ikke være at finde på stemmesedlen. Den tidligere guvernør i Arkansas formåede ikke at følge op på sin ganske succesfulde valgkamp fra 2008 denne gang.

Trump skræmmer danske ungdomspolitikere væk

Huckabee, der er en af de stærkeste stemmer på den kristne, republikanske højrefløj, vandt således valget i Iowa i 2008 og var med til det sidste i kampen om præsidentkandidaturet, der endte med at gå til den mere moderate John McCain.

Med blot 1,8 procent af stemmerne ved valget natten til tirsdag var Mike Huckabee dog så langt fra fordoms styrke, at han trak sig.

»Selvom jeg selvfølgelig håbede på, at resultatet var anderledes, så vil jeg hellere tabe med æren i behold. Tak for jeres bønner, jeres tid og penge, og jeres uopslidelige kamp for vores kampagne,« skrev Mike Huckabee til sine støtter tirsdag.

Mike Huckabee og Donald Trump (tv.) kunne godt blive det republikanske makkerpar, der skal forsøge at vinde Det Hvide Hus tilbage for partiet i november. Foto: Andrew Harnik/AP

Det kan dog sagtens være, at det ikke er det sidste, man har hørt fra Huckabee under dette valg. Flere amerikanske medier har således spekuleret i, at han kunne være et godt bud på en vicepræsidentkandidat til Donald Trump, hvis rigmanden skulle gå hele vejen og vinde kandidaturet.

Mike Huckabee, der er uddannet præst, gjorde sig seneste til over for Trump, da han deltog i rigmandens velgørenhedsarrangement til fordel for krigsveteraner samtidig med, at den seneste republikanske tv-debat løb over skærmen.

Indtil videre har Huckabee dog afvist at give en officiel støtteerklæring til nogen af de tilbageværende kandidater.

Natten til torsdag dansk tid ventes også vinderen i Iowa under kampen om det republikanske præsidentkandidatur i 2012, Rick Santorum, at trække sig. Ifølge tv-stationen CNN vil det ske i et tv-interview onsdag aften lokal tid.

Følg
Jyllands-Posten
Valg i USA

Trump: Google stillede mig i dårligt lys

Flere medier har udråbt Hillary Clinton som vinder af kampagnens første tv-debat mellem de to præsidentkandidater. Iølge Trump selv, havde han både Google, mikrofonen og ordstyreren imod sig.
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her