*

 

USA

Ted Cruz slog Donald Trump i Iowa

Rigmanden formåede ikke at omsætte gode meningsmålinger til sejr i første republikanske valg.

Texas-senatoren Ted Cruz blev nattens store republikanske vinder i Iowa. Foto: Chris Carlson/AP

Los Angeles

Rigmanden Donald Trump oplevede det, han hader mest af alt i hele verden natten til tirsdag. Han tabte. Det vurderer tv-stationen CNN, efter at næsten alle stemmerne i staten Iowa er talt op.

På trods af, at Trump havde ført i samtlige meningsmålinger op til nattens valg i den lille landbrugsstat, så endte Texas-senatoren Ted Cruz som den helt store sejrsherre.

Men at den kontroversielle rigmand måske så småt er ved at udvikle sig til det, han ellers har sagt, at han hader næsten ligeså meget som at tabe, en almindelig politiker, kom der et lille tegn på, da Donald Trump gik på scenen, efter resultatet stod klart.

»Jeg er beæret over, at vi er blevet nummer to, og jeg ønsker Ted tillykke,« lød det således fra Donald Trump.

Iowa er den første af de amerikanske stater til at stemme om, hvem der skal være de to præsidentkandidater, der til november skal kæmpe om at blive USA's 45. præsident.

Overblik: Den lange vej til Det Hvide Hus

Faktisk var Donald Trump tættere på at ende helt nede på en tredjeplads i statens valg end på at vinde. Florida-senatoren Marco Rubio havde således en særdeles stærk aften, hvor han lå helt tæt på den 69-årige rigmand.

Donald Trump mødte op ved flere af valgstederne natten til tirsdag og noterede sig det store fremmøde til Jyllands-Postens udsendte, Jørgen Ullerup. Foto: Jørgen Ullerup
Efter at 99 procent af stemmerne er blevet optalt har Ted Cruz fået 28 procent af stemmerne, Donald Trump 24 procent af stemmerne, mens Marco Rubio på tredjepladsen foreløbet har fået 23 procent af stemmerne.

Meget tyder på, at der har været et rekordstort vælgerfremmøde ved valgstederne i Iowa.

Hurtigt på valgaftenen stod det klart, at kapløbet reelt stod med mellem tre af kandidaterne, Donald Trump, Ted Cruz og Marco Rubio.

På forhånd havde meningsmålingerne givet Donald Trump en lille føring på omkring fem procentpoint i et gennemsnit udregnet af hjemmesiden realclearpolitics.com.

Men da stemmerne var talt op måtte rigmanden alligevel se sig slået af Ted Cruz, som han har haft en heftig ordkrig med i dagene op til valget i Iowa.

»Iowa har sendt et varsel om, at den republikanske kandidat og den næste præsident ikke vil blive valgt af medierne, af eliten i Washington eller af lobbyisterne, men af det amerikanske folk,« sagde Ted Cruz, hvis popularitet hos partitoppen og flere af de republikanske kollegaer i den amerikanske kongres skal måles på en skala, der går fra 0 til 0.

Marco Rubio blev en af nattens helt store vindere. Her er han ved et af de største valgsteder i Iowa, 7 Flags Event Center. Foto: Jørgen Ullerup
Florida-senatoren Marco Rubio stod for en overraskelse, da stemmerne var talt op. For nok havde meningsmålingerne vist, at han ganske klart stod som den eneste af de resterende kandidater, der kunne håbe på at true Donald Trump og Ted Cruz, men at Rubio skulle komme så tæt på, havde de færreste meningsmålinger spået på forhånd.

»Der er blevet sendt et klart budskab her til aften. Efter syv år med Barack Obama, vil vi tage vores land tilbage,« sagde Rubio til sine støtter, da han som den første af de tre talte efter valget.

Rubios fine resultater er i sagens natur ganske fine nyheder for ham selv, men måske i virkeligheden endnu mere for det såkaldte establishment i det republikanske parti. Det er denne partitop, som Donald Trump og Ted Cruz ikke blot har kritiseret, men decideret erklæret krig til tider under debatter og taler.

Den 44-årige senator fremstår efter valget i Iowa som et stærkt bud på en samlende figur for de mere moderate republikanere, der ikke kan genkende deres parti i Donald Trump og Ted Cruz.

Derfor må kandidater som eksempelvis forhåndsfavoritten Jeb Bush forvente at komme under pres for at stoppe sin valgkamp og sætte sin støtte bag Marco Rubio, som han tidligere har gjort det hjemme i Florida, hvor Jeb Bush var guvernør i otte år fra 1999 til 2007.

Bush var langt fra at gøre sig gældende under valget i Iowa og endte på blot få procent af stemmerne i landbrugsstaten.

Mike Huckabee, der ved valget i 2008 vandt i Iowa, meddelte som den første efter nattens valg, at han ville trække sit kandidatur.

I alt var 30 delegerede til partiets store konvent, hvor den endelige præsidentkandidat findes, på spil i Iowa. I modsætning til mange andre stater bliver de delgerede fordelt proportionalt efter stemmeprocenten i staten og går ikke udelukkende til kandidaten med flest stemmer.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her