*

USA

Sjælden sejr til skandaleramt Cosby

Flere end 50 kvinder har anklaget den skandaliserede komiker for seksuelle overgreb.

Bill Cosby ankom frivilligt til retten, da han i slutningen af 2015 blev tiltalt for voldtægt i Pennsylvania i 2004. Han blev løsladt efter at have stillet en kaution på omkring 6,8 millioner danske kroner. Foto: Matt Rourke/AP

Los Angeles

Den skandaliserede, amerikanske komiker Bill Cosby personificerer bedre end de fleste, hvordan fortidens synder på et tidspunkt vil indhente selv den mest vellidte person.

For bare to år siden blev Cosby anset som en alfaderlig figur i USA, men det er langt fra sådan, den amerikanske offentlighed i dag ser på den 78-årige Bill Cosby.

Faktisk kan man næsten ikke komme længere væk fra det image, som Bill Cosby havde før til det, han har nu. Flere end 50 kvinder er stået frem og fortalt, hvordan Bill Cosby i årenes løb har voldtaget eller forsøgt at voldtage dem. Metoden har i flere tilfælde været, at komikeren har forsøgt at bedøve sine ofre med piller.

Men selvom der efterhånden ikke er mange i USA, der betvivler, at Bill Cosby har gjort mere ondt end godt i sit privatliv, så er det ikke lige til at få dømt den 78-årige for de ugerninger, han er blevet anklaget for.

Det vidnede en sag i den amerikanske stat Pennsylvania om fredag. Her afviste en føderal dommer, ifølge flere amerikanske medier, en injuriesag, som en af de mange kvinder, der har fortalt sin historie om, hvordan Bill Cosby havde voldtaget hende, havde anlagt mod ham.

Sagen var anlagt, efter at den dengang 47-årige Renita Hill i november 2014 stod frem på tv-stationen KDKA, en lokalstation i Pennsylvanias næststørste by, Pittsburgh, og fortalte, hvordan hun flere gange var blevet udsat for seksuelle overgreb af Bill Cosby over en periode på flere år i 1980'erne.

Det fik Cosby til at slå tilbage mod Hill gennem sin daværende advokat, der til avisen Washington Post sagde, at beskyldningerne var »udokumenterede, fantasifulde historier om ting, som de siger skete for 30, 40 måske endda 50 år siden.«

Anklager afviser at sigte Cosby i to sager om sexovergreb

Det var blandt andre de udtalelser, der fik Renita Hill til at anlægge en injuriesag mod komikeren, som hun anklagede for at have fremstillet hende som en løgner og en afpresser.

»Selv hvis man betragter udtalelserne som én samlet udtalelse, så fører det ikke til, at man kan sige, at sagsøgeren er en løgner og en afpresser,« lød afgørelsen fra sagens dommer, ifølge tv-stationen CNN.

Søgsmålene og straffesagerne er haglet ned over Bill Cosby, efter at stand-up-komikeren Hannibal Buress i oktober 2014 under en optræden nævnte beskyldningerne mod Cosby, der første gang blev fremsat flere år i forvejen.

Bill Cosby sagsøger syv kvinder for bagvaskelse

Bemærkningerne blev delt i stort omfang på de sociale medier, hvilket førte til, at flere kvinder stod frem og fortalte om overgreb.

Flere af sagerne ligger imidlertid så langt tilbage i tiden, at de enten er forældede, eller at det er svært at finde beviser for påstandene.

På trods af den afviste injuriesag i Pennsylvania, så er Cosby i samme stat tiltalt i en sag om voldtægt af en kvinde i 2004. Tiltalen kom i slutningen af 2015, hvor Bill Cosby mod en kaution på omkring 6,8 millioner danske kroner fik lov at undgå varetægtsfængsling.

Komikeren er desuden blevet frataget flere ærestitler fra amerikanske universiteter ligesom firmaer, der tidligere brugte Cosby til reklamefremstød, og tv-stationer har stoppet samarbejdet med komikeren.

Bill Cosby har gennem hele forløbet afvist alle anklager.  

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her