*

 

USA

Sarah Palin har valgt side i republikansk valgkamp

Højrefløjsikonet har vaklet mellem to kandidater, men gav sin støtte til den ene sent tirsdag aften.

Sarah Palin har besluttet sig for, hvem hun vil støtte af de republikanske præsidentkandidater. Foto: Jacquelyn Martin/AP

Los Angeles

Siden sommer har ejendomsmilliardæren Donald Trump domineret meningsmålingerne i kampen om det republikanske præsidentkandidatur.

Men som det første valg i staten Iowa har nærmet sig, så har Trump fået hård konkurrence fra Texas-senatoren Ted Cruz. Tirsdag faldt et ganske tungt lod dog ned i Donald Trumps vægtskål.

Formelt bliver det først lagt natten til onsdag dansk tid under en tale i netop den lille landbrugsstat, men allerede tidligere på aftenen blev det officielt meldt ud, at den tidligere republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin har valgt at støtte Trumps kandidatur.

»Jeg er stolt over at støtte Donald J. Trumps kamp for at blive USA's præsident,« lød det korte citat i en pressemeddelelse fra Trump-lejren tirsdag aften.

Sarah Palin vil gå på scenen med Donald Trump under talen i Iowa natten til onsdag og formentlig uddybe, hvorfor hun har kastet sin politiske kærlighed på netop ham.

Cheney: Palin var en fejltagelse

Den tidligere guvernør i Alaska fik et kæmpe politisk gennembrud, da hun højst overraskende blev valgt som vicepræsidentkandidat til den mere midtsøgende veteran John McCains præsidentkandidatur i 2008, hvor han blev besejret af Barack Obama.

Palin blev under valgkampen de amerikanske satirikeres yndlingsofre, og hendes meget ligefremme stil bragte hende flere gange på glidebane, når hun lavede længere interview med de store, amerikanske medier.

Hun blev hurtigt et hadeobjekt for venstrefløjen i USA, men netop dette faktum og hendes meget jordbundne stil gjorde hende til et ikon på den amerikanske højrefløj. Hendes helt klare højdepunkt kom i tiden efter 2008-valget, hvor hun blev en helt afgørende skikkelse for højrefløjsbevægelsen Tea Party.

I den forbindelse spillede hun en helt stor rolle, da det daværende meget ubeskrevne blad Ted Cruz, der altså lige nu kæmper en hård kamp med Donald Trump om stemmerne i Iowa, mod alle odds blev valgt til det amerikanske senat ved valget i 2012.

Palin har da også udtalt sig ganske positivt om både Cruz og Trump, men valget er altså faldet på sidstnævnte.

»Jeg er meget beæret over at modtage Sarahs støtte. Hun er min ven og en person af høj kvalitet, som jeg har stor respekt for. Jeg er stolt over at have hendes støtte,« sagde Donald Trump i pressemeddelelsen.

Palin i ny bog: Jeg blev snigløbet

Støtteerklæringen fra højrefløjsdarlingen kan derfor godt vise sig at få afgørende betydning i kampen mellem Donald Trump og Ted Cruz både på kort sigt i Iowa, men også på længere sigt. Tidligere tirsdag, da avisen New York Times som de første kunne skrive om Palins forestående støtte af Trumps kandidatur, skrev Cruz på det sociale medie Twitter, at han ikke havde noget ondt at sige om den tidligere vicepræsidentkandidat.

»Jeg holder meget af Sarah Palin. Uden hendes støtte, ville jeg ikke være i Senatet. Uanset hvad hun gør i 2016, vil jeg altid være en stor fan,« skrev Ted Cruz.

I et gennemsnit af de seks seneste meningsmålinger fra Iowa foretaget af hjemmesiden realclearpolitics.com, ligger Trump kun lige akkurat i spidsen med 1,1 procentpoint ned til Ted Cruz.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her