*

USA

Iowa-guvernør i usædvanligt angreb på republikansk favorit

Den republikanske guvernør i Iowa har blandet sig i partiets valgkamp forud for vigtigt valg i staten.

Ted Cruz (th.) er bestemt ikke populær hos alle republikanere. Faktisk er han så upopulær i dele af partiet, at Iowas guvernør nu højst usædvanligt opfordrer statens indbyggere til at stemme på alle andre kandidater end netop senatoren fra Texas. Foto: Susan Walsh/AP

Los Angeles

Den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz har valgkampen igennem gjort det til en politisk fordel, at han bestemt ikke kan siges at være særlig populær alle steder i sit eget parti.

Valgkampen har således indtil videre været domineret af politikere, der har gjort det til en æressag bestemt ikke at være partitoppens kop te.

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Cruz nu også har helt ret i, at mange i det republikanske parti hellere ser hans hæl end snude, når senatoren fra Texas er i bevægelse, kom der tirsdag et godt eksempel på.

Helt usædvanligt har staten Iowas republikanske guvernør, Terry Branstad, direkte blandet sig i det tætte valg om det republikanske præsidentkandidatur, som statens vælgere som de første skal stemme om 1. februar.

»Det ville være en stor fejl, hvis vælgerne i Iowa giver ham deres støtte. Jeg ved godt, at han fører meningsmålingerne i øjeblikket, men den eneste måling, der betyder noget, er den, der kommer på valgnatten, og den, tror jeg, godt kunne se anderledes ud,« sagde Branstad til en gruppe journalister tirsdag ifølge tv-stationen CNN.

Terry Branstad er den længstsiddende guvernør i amerikansk historie. Det blev han, da han 14. december havde siddet i 7.642 dage som Iowas politiske leder i to perioder, 1983-1999 og nu siden 2011. Arkivfoto: Charlie Neibergall/AP
Direkte adspurgt svarede han bekræftende på, at han helst så Cruz blive slået, når statens republikanere skal stemme om under to uger.

Det er særligt Cruz' modstand mod støtte til alternative energikilder, som er faldet Terry Branstad for brystet. Staten, hvor landbrug spiller en stor rolle for økonomien, satser således hårdt på ethanol og vindenergi som et alternativ til olie.

Ifølge CNN valgte Branstand helt at holde sig fra at anbefale en af kandidaterne ved det republikanske valg forud for præsidentvalget i 2012, ligesom hans demokratiske forgænger på posten heller ikke gav sit besyv med under Demokraternes valg op til præsidentvalget i 2008.

Pressede kandidater har brugt millioner på tv-reklamer i lille landbrugsstat

Men hvis Terry Branstad for alt i verden ikke ønsker, at lige netop Ted Cruz kommer til at løbe med alt for mange af stemmerne i Iowa, så er det også ved at være tid til at vende udviklingen.

Texas-senatoren har således oplevet stor medvind i Iowa siden starten af december sidste år. I et gennemsnit af de seneste seks meningsmålinger fra staten foretaget af hjemmesiden realclearpolitics.com, ligger Cruz stort set lige med ejendomsmillardæren Donald Trump, som ellers har domineret meningsmålingerne i staten siden august.

Blot 1,1 procentpoint adskiller de to lige nu med Trump i spidsen og med omkring 15 procentpoint ned til Marco Rubio som nærmeste forfølger, så tyder det lige nu på, at det bliver mellem Trump og Cruz, at kampen skal stå.

Netop Donald Trump og Ted Cruz er for alvor røget i totterne på hinanden efter ellers at have indgået det, der kunne minde om en stiltiende ikke-angrebspagt med hinanden.

Højrefløjssenator på vej i politisk krig mod Donald Trump

Ted Cruz har forsøgt at tegne et billede af Donald Trump som en typisk New York'er med liberale holdninger til eksempelvis homoseksuelle ægteskaber og abort. Trump derimod har forsøgt at skabe tvivl om, hvorvidt Ted Cruz, der er født i Canada, overhovedet kan blive amerikansk præsident og for at være i lommen på store banker, som han har lånt penge af og »glemt« at oplyse om til sin valgkamp.

45-årige Ted Cruz har i sin tid i det amerikanske senat gjort sig grundigt upopulær i den republikanske top. Efter at være blevet valgt til sin post i 2012 med kraftig støtte fra højrefløjsbevægelsen Tea Party, har Cruz tilhørt den del af det republikanske parti, der har været mindst kompromissøgende i Kongressen.

Ifølge flere amerikanske medier var det blandt andre Ted Cruz, der stod som en af bagmændene på den ene side, da partiet blev kastet ud i en borgerkrigslignende tilstand i efteråret, hvor først formanden for Repræsentanternes Hus og Cruz' partifælle John Boehner opgav kampen mod de rebelske partifæller og trak sig.

Senere måtte også den republikanske flertalsleder og favorit til at efterfølge Boehner på posten som nummer tre i den amerikanske arvefølge, Kevin McCarthy, trække sig, inden at den tidligere vicepræsidentkandidat Paul Ryan efter en del betænkningstid blev overtalt til at påtage sig opgaven for det splittede parti.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den 8. november 2016 vælges den næste amerikanske præsident. Jyllands-Posten dækker valgkampen.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her