*

USA

Har USA undskyldt over for Iran?

USA benægter at have noget at undskylde, efter at 10 søfolk blev tilbageholdt af Iran tirsdag.

10 amerikanske søfolk blev onsdag med hænderne bag hovederne løsladt af de iranske myndigheder, efter at de tirsdag tilsyneladende drev ind i iransk territorialfarvand. Foto: IRIB/AP

Los Angeles

Det lod til at være alt andet end tilfældigt, da 10 amerikanske søfolk tirsdag blev tilbageholdt af iranske myndigheder.

Nyheden om tilbageholdelserne kom således blot få timer inden, at den amerikanske præsident, Barack Obama, skulle give sin sidste, store såkaldte State of The Union-tale.

To amerikanske fartøjer havde tilsyneladende krænket iransk territorium ved at sejle lidt for tæt på øen Farsi i Den Persiske Golf, som tilhører Iran.

Onsdag blev de 10 søfolk løsladt igen, men hvad der gik forud for den løsladelse, er lige nu et rigtig godt spørgsmål. Ifølge nyhedsbureauet Reuters fortalte admiral Ali Fadavi fra den iranske Revolutionsgarde, der stod for tilbageholdelsen af amerikanerne, at den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, havde bedt om en undskyldning fra amerikanerne.

De 10 amerikanske søfolk blev tilbageholdt tirsdag og løsladt igen onsdag. Foto: Sepahnews/AP
»Zarif gjorde det meget klart, at søfolkene havde krænket Irans territorialfarvand og bad om en amerikansk undskyldning,« sagde Fadavi ifølge det amerikanske nyhedsbureau på iranske stats-tv.

Et af de to fartøjer, der blev tilbageholdt, havde angiveligt en fejl på sit navigationsudstyr, der gjorde, at fartøjerne ved et uheld kom til at drive ind på iransk territorium.

Sagen blev ekstra prekær for den politiske top i Washington, da Barack Obama blandt andet ville komme ind på den i USA meget omdiskuterede atomaftale med iranerne som et af eksemplerne på, hvordan hans mere kompromissøgende udenrigspolitik havde virket.

USA's udenrigsminister takker Iran for fangefrigivelse

Kritikere af aftalen, der især, men ikke udelukkende omfatter republikanske politikere, har peget på, at USA med atomaftalen har svækket sin styrke over for iranerne, og historien om de tilfangetagne søfolk ville derfor give fornyet ammunition til det argument.

En amerikansk undskyldning over for iranerne ville i den forbindelse blot føje spot til skade for Obama og hans regering. Tidligere onsdag kunne det iranske nyhedsbureau FARS berette, at en sådan rent faktisk var blevet givet fra officielt, amerikansk hold.

Revolutionsgarde afventer ordre om at frigive amerikanere

Den udlægning benægtede den amerikanske vicepræsident Joe Biden dog pure, da han blev interviewet til morgenprogrammet "This Morning" på den amerikanske tv-station CBS.

»Der er ikke blevet undskyldt, for der er ikke noget at undskylde for. Man undskylder jo ikke, hvis der har været problemer med båden, og der er heller ikke blevet bedt om en undskyldning,« sagde Biden, der dermed også benægtede påstanden om, at iranerne overhovedet skulle have bedt om en undskyldning.

Også den amerikanske udenrigsminister John Kerry har gennem sin pressetalsmand, John Kirby, benægtet, at han skulle have givet en undskyldning til iranerne for episoden.

»Der er absolut INGEN hold i rygterne om, at John Kerry har undskyldt over for Iran for søfolkene. Der er intet at undskylde for,« skrev han på det sociale medie Twitter.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, takkede tidligere onsdag iranerne for at have frigivet søfolkene. Foto: Evan Vucci/AP
I stedet har John Kerry betonet, at det var de forbedrede diplomatisk relationer til det iranske styre oven på atomaftalen, der gjorde, at søfolkene så hurtigt kunne blive løsladt.

Men, at der er blevet givet i hvert fald én amerikansk undskyldning for misæren, kom frem senere onsdag, hvor iransk stats-tv kunne offentliggøre en video, hvor en af søfolkene undskyldte over for iranerne under tilfangetagelsen.

»Det var en fejl, som var vores skyld, og vi undskylder for vores fejl,« siger en af de tilfangetagne søfolk til det iranske stats-tv. Om det var en af betingelserne for de 10 søfolks løsladelse, er dog endnu uvist.

»Ved du, hvorfor sådan noget her sker? Fordi de ved, at de kan slippe af sted med det, så længe Barack Obama er i Det Hvide Hus,« lød kritikken fra den republikanske præsidentkandidat Marco Rubio til nyhedsbureauet AP, efter de 10 søfolk var blevet løsladt.

Iran frigiver amerikanske søfolk på afveje

John Kerry fortalte i sidste uge, at atomaftalen med Iran, der blandt andet vil betyde, at sanktioner mod det iranske styre vil blive fjernet mod, at Iran til gengæld ruller dele af sit atomprogram tilbage, er ganske tæt på at træde i kraft.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her