FBI udlover dusør: Hvem puttede bacon på døren til en moské?
Baconstykkerne var placeret på moskéens dørhåndtag. Episoden er den seneste i rækken af mulige hadforbrydelser.
FBI vil meget gerne finde frem til den person, der midt om natten den 27. december gik hen til en moské i Las Vegas og puttede rå baconstykker på dørhåndtaget.
Derfor har FBI udlovet en dusør på 5.000 dollars - knap 35.000 kr. - for information, der kan føre til, at man identificerer manden. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Episoden skete ved moskéen Masjid-e Tawheed. som ligger godt og vel fem kilometer vest for den berømte gade The Strip. Gerningsmanden blev fanget på overvågningskamera og beskrives som hvid med mørkt hår. Han havde en blå hat, en jakke og briller på.
Ud over at putte bacon på dørhåndtaget, efterlod gerningsmanden også bacon på jorden og på hegn foran moskéen. Politiet i Las Vegas såvel som FBI undersøger forbrydelsen som en hadforbrydelse.
Det lokale medie News 3 rapporterer, at moskéens brugere er rystede over episoden.
»Hvad hvis en af os kom tidligt for at bede og mødte denne person ansigt til ansigt, hvad ville så ske? Måske kunne han være bevæbnet?,« siger moskéens talsmand, Ismaeel Almughrabe.
I islam er bacon og andet svinekød urent, og det er forbudt for muslimer at røre ved det. Det har gerningsmanden formentlig været helt klar over, da han udførte gerningen.
Moskéen har siden episoden fået mange sympati-tilkendegivelser fra lokale, som skammer sig på gerningsmandens vegne. Faktum er dog, at hændelsen kun er den seneste i rækken af trusler mod moskéer i USA. Tidligere i december blev et grisehoved fundet uden for en moské i Philadelphia, og for få uger siden rapporterede CNN, at trusler, chikane og hærværk mod moskéer i år er tredoblet i antal i forhold til sidste år.
Det er især i november, at episoderne er fundet sted.
»Islamisk Stat vil have, at amerikanere skal vende sig mod hinanden, og tallene for november viser, at de formentlig er ved at få det ønske opfyldt,« sagde Corey Sailor fra den muslimske organisation Cair, der har arkiveret alle anmeldelser fra moskéer, til CNN.
Medlemmer af muslimske og arabiske samfund i USA har frygtet en modreaktion, siden det kom frem, at det var et radikaliseret ægtepar, der stod bag skyderiet i San Bernardino, hvor 14 mennesker blev dræbt.