*

USA

Selvmord og sagsanlæg i kølvandet på Ashley Madison-lækket

Ashley Madison-lækket har fået dramatiske konsekvenser i Canada.

Brugerne har krav på erstatning fra virksomhederne bag Ashley Madison efter det store læk af private oplysninger i onsdags, mener to canadiske advokatkontorer, der indleder et stort sagsanlæg. Foto: Lee Jin-man/AP

"Livet er kort - hav en affære" hedder det på utrosskabssiden Ashley Madison, hvor over 32 millioner brugere tirsdag fik lækket private oplysninger efter et omsiggribende hackerangreb.

Det har fået dramatiske konsekvenser i Canada, hvor politiet finder en mulig sammenhæng mellem Ashley Madison-lækket og flere selvmord.

Det canadiske politi melder også om flere tilfælde af pengeafpresning, hvor Ashley Madison-ofre trues med at blive hængt offentligt ud, hvis ikke de betaler et stort beløb. Det skriver Thestar.com.

To canadiske advokatkontorer indledte torsdag et stort sagsanlæg mod virksomhederne bag hjemmesiden for uforsvarlig håndtering af brugernes følsomme oplysninger. Flere tusinde canadiere vurderes at være udsat for lækket, skriver advokaterne i pressemeddelelse.

Erstatningskravet lyder på 578 mio. canadiske dollars, som svarer til 2,9 mia. kr.

»Oplysningernes følsomhed er ekstreme, og de skader, som medlemmerne oplever efter lækket, er i en kategori for sig,« siger en af de ledende advokater, Ted Charney, til ABC News torsdag.

Hackere har lækket oplysninger om brugere af utroskabs-side

Sagsanlægget er på vegne af alle de canadiere, der fik deres oplysninger offentliggjort efter hackerangrebet. Lige nu repræsenterer advokaterne en enkelt sagsøger, canadieren Eliot Shore, der oprettede en profil på datingsiden, efter hans kone gik bort.

De to advokatselskaber opfordrer alle involverede canadiere til at deltage i erstatningssagen, og det kan også lade sig gøre anonymt.

»Talrige tidligere brugere af AshleyMadison.com har henvendt sig til advokatfirmaer for at forhøre sig om deres ret til privatliv i henhold til canadisk lovgivning. De er rasende over, at AshleyMadison.com har undladt at beskytte brugernes oplysninger,« skriver det ene af advokatfirmaerne, Charney Lawyers, på sin hjemmeside.

Derudover anklager advokatfirmaerne Ashley Madison for at have gemt oplysninger på brugere, som ellers havde betalt knap 100 kr. for at få deres oplysninger slettet.

Datalækket i sidste uge afslørede både navn, bopæl, telefonnummer, email-adresser og i nogle tilfælde også kreditkortoplysninger på de berørte brugere. Hackerne bag angrebet skaffede allerede oplysningerne i juli, hvor de truede med offentliggørelse, hvis ikke siden AshleyMadison.com blev lukket. Det skete ikke, og i onsdags blev de mange oplysninger lagt ud på internettet.

Hackerne, som kalder sig Impact Team, har også selv opfordret brugerne til at sagsøge virksomhederne bag Ashley Madison. I følge ABC News har gruppen udmeldt, at hackerangrebet var en straf for at opkræve gebyr for at fjerne følsomme oplysninger.

Virksomhederne Avic Dating Life Inc. og Avic Life Media Inc. har ikke kommenteret på sagsanlægget, men udlover en dusør på $500.000 for oplysninger, der kan føre til anholdelsen af de ansvarlige personer bag angrebet.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce
Biler
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her